Sport - Ritzau

Dreyer møder brandvarm ind i landsholdslejr efter ny scoring

Veröffentlicht Geändert
MLS San Diego Success Soccer

Anders Dreyer scorede sæsonmål nummer 14 og lagde også op i San Diegos sejr i MLS.

Fodboldlandsholdet ankommer mandag til samling i Helsingør forud for VM-kvalifikationskampene mod Skotland og Grækenland, men Anders Dreyer møder lidt senere ind end holdkammeraterne.

Tidligt mandag morgen dansk tid var han i aktion for succesfulde San Diego FC, som i sin første sæson i amerikanske MLS har imponeret stort.

Ikke mindst takket være den vævre offensivspiller, som mandag scorede sejrsmålet på 2-1 i sejren over Los Angeles FC på udebane.

Dreyer fik midtvejs i anden halvleg en perfekt stikning fra landsmanden Jeppe Tverskov og satte efter et par driblinger bolden i nettet.

I første halvleg havde Dreyer selv været i oplæggerens rolle, da han med en veltempereret dybdebold fandt Hirving Lozano, som udlignede den californiske føring.

Dreyer har scoret 14 mål i denne sæson. Han er desuden den spiller i MLS, som har leveret flest assister.

San Diego topper den vestlige halvdel af ligaen og ser dermed ud til at gå ind i slutspillet med bedste mulige kort på hånden.

Foruden Dreyer og Tverskov er Marcus Ingvartsen en del af holdet.

/ritzau/