Sport - Ritzau

Australier vinder kongeetape efter Skjelmoses nedtur

Veröffentlicht Geändert
CYCLING-FRA-PARIS-NICE-2025

Danske Mattias Skjelmose styrtede og udgik, mens australieren Michael Storer vandt 7. etape af Paris-Nice.

På den forkortede kongeetape i Paris-Nice blev Michael Storer lørdag en overraskende vinder.

Den australske Tudor-rytter kom med i et udbrud tidligt på 7. etape, og han endte med at være den mest holdbare til slut.

Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) styrtede og udgik og var derfor ikke en del af finalen på etapen fra Nice til Auron. Etapen var kortet ned til 109 kilometer.

Efter en hektisk start blev der efter den første stigning dannet en udbrydergruppe på 15 ryttere. Heriblandt sad Storer.

Visma tog kontrol i feltet og fik senere hjælp af UAE, men udbryderne nåede at få et solidt forspring inden den sidste hårde stigning.

En efter en faldt udbryderne fra, men Storer sad som den mest hårdføre og var ikke sådan til at hente.

På den sidste stigning skruede feltet op for tempoet, og udbrydernes forspring skrumpede gevaldigt.

På imponerende vis sad Mads Pedersen med i feltet på den sidste stigning, og Lidl-Treks eneste tilbageværende dansker var bedre end flere af feltets bedste klatrere.

Storer holdt dog hele vejen til målstregen, og han vandt med 20 sekunder ned til Mauro Schmid (Jayco).

Mads Pedersen kom ind på tiendepladsen, og det var ikke lige den dansker, man på forhånd havde forventet skulle ende blandt de bedste.

Det var nærmere Skjelmose, men han styrtede omkring 52 kilometer fra mål, og danskeren udgik efterfølgende af det franske etapeløb.

Skjelmose sad langt fremme i feltet, men han overså en helle midt på vejen og røg hårdt i asfalten. Han blev efterfølgende liggende længe på vejen, og det blev kort efter meldt ud, at han udgik af løbet.

Det var ærgerligt for Skjelmose, der fredag havde kørt sig op på en tredjeplads i klassementet.

Tidligere på ugen udgik Jonas Vingegaard (Visma) også af det franske etapeløb efter et styrt, mens han havde den gule førertrøje.

Inden søndagens afsluttende etape fører Vingegaards holdkammerat Matteo Jorgenson løbet med 37 sekunder ned til Florian Lipowitz (Bora). Jorgenson blev nummer 12 på lørdagens etape.

/ritzau/