Fodbold

Nyfødte tvillinger har gjort Bahs langtidsskade tålelig

Alexander Bah er tilbage på landsholdet efter at have været ude med en korsbåndsskade i over et år.

Alexander Bah har siddet ude med en skade i et år, men har nydt at kunne bruge meget tid med sine børn.

Veröffentlicht Geändert

Klicke auf das lila AI-Symbol hier in der Box

    ... und dann auf generate article summary, um hier eine Zusammenfassung des Textes einzufügen. Prüfe das Ergebnis!

Egentlig skulle pausen kun have varet i ni måneder, men der endte med at gå over et år, før Alexander Bah for en måned siden fik comeback for sin portugisiske klub, Benfica, efter en slem knæskade.

Og den ekstra ventetid var ikke specielt opløftende for forsvarsspilleren, der torsdag kan få comeback på fodboldlandsholdet i den vigtige VM-playoffkamp mod Nordmakedonien.

Men den tunge tid uden for kridtstregerne kunne have været langt værre.

I privaten skete der nemlig livsomvæltende ting og sager.

- Jeg blev far til tvillinger, en uge inden jeg blev skadet, så det har været et privilegium for mig at kunne tilbringe tid med mine børn på en måde, som mange fodboldspillere ikke får lov til på grund af alle de kampe, der bliver spillet. Så det har været en hård tid, men også en god tid, siger Alexander Bah.

Undervejs i skadesforløbet var der mindre komplikationer med knæet, som altså forlængede pausen, men de negative ting blegnede, når han trådte over dørtærsklen derhjemme.

- Når jeg kommer hjem og er sammen med mine børn, er fodbold og skaden andenprioritet. Jeg tror, det har givet mig mere energi og overskud på en måde, siger Bah, der måtte overlade meget af børnepasningen til sin kone i begyndelsen.

- Jeg var på krykker de første otte uger. Da var min kone presset. Og det var jeg også. Der var tider, hvor hun måtte trække et endnu tungere læs, end hun gør i forvejen, siger han.

I midten af februar begyndte Alexander Bah så endelig at kunne se lyset for enden af tunnellen.

Han blev først udtaget til Champions League-braget mod Real Madrid, inden han i den efterfølgende ligakamp gjorde comeback - sågar med en scoring.

Det vakte glæde hos hans træner, den navnkundige Jose Mourinho, som op til Alexander Bahs comeback var kommet med drillende bemærkninger, fordi danskeren ikke blev klar efter ni måneder som planlagt.

- Han ved godt, at det tager den tid, det skal tage, men jeg kunne da godt få en sjov kommentar med på vejen nogle gange, når jeg ikke var på træningsbanen, siger Alexander Bah med et grin.

Efter comebacket har fynboen genvundet sin faste plads som Benficas højre back, og nu skal han være med til at spille Danmark til VM.

- Det er dejligt at være tilbage. Det er noget, jeg har set frem til, og som har været en stor motivationsfaktor. Så jeg er glad for at være her, siger Alexander Bah, som efter skaden i højere grad husker at sætte pris på sådan noget som at være på landsholdet.

- Inden jeg fik min knæskade, havde jeg også været småskadet, og jeg har ikke spillet alle de landskampe, jeg gerne ville, fordi min krop har været hårdt belastet.

- Så når jeg har siddet og set landsholdet spille i fjernsynet, har jeg haft det sådan, at jeg virkelig skal huske at nyde det og sætte pris på at være her, for det var det, jeg drømte om, da jeg løb rundt i Årslev og spillede fodbold, siger Alexander Bah.

/ritzau/