Leserbeitrag

„Das sind die Neujahrsvorsätze der Region Süddänemark“

Veröffentlicht Geändert
Bo Libergren (V) ist bei der Wahl im November als Regionsratsvorsitzender in Süddänemark wiedergewählt worden.

Neujahrsgruß: Welche Funktion erhalten die neuen Gesundheitsräte in der Region? Und wie geht es mit der deutsch-dänischen Zusammenarbeit weiter? Der Regionsratsvorsitzende Bo Libergren blickt auf das neue politische Jahr.

Knap er den første nytårsraket sendt til himmels, før vi i Region Syddanmark trækker i arbejdstøjet. Det nye år er en blank side i den store bog om sundhed i Syddanmark. Særligt i år har vi med den nye sundhedsreform mulighed for at skrive et historisk kapitel fyldt med gode historier om det nære sundhedsvæsen og ikke mindst, hvordan det lykkes os at få reformen ud at leve til gavn for borgerne i vores del af landet.

Mange bruger nytåret til at formulere et nytårsforsæt, som ofte ender med at dø ud, når vi nærmer os midten af februar. Jeg tør godt garantere, at vi i Region Syddanmark er klar til at sætte handling bag alle vores nytårsforsætter. 

Det syddanske regionsråd står på et stærkt mandat. Ved valget i november fik vi en højere valgdeltagelse end i 2021. Det glæder mig, at flere gik ind i stemmeboksen og satte deres krydser. Samtidig er vores regionsråd dannet på baggrund af en bred konstituering med samtlige partier. Den brede konstituering sikrer stabilitet til gavn for de syddanske borgere. Det er jeg glad for og stolt og ydmyg over.

Et anderledes år venter

Lige netop 2026 bliver på alle måder helt anderledes end 2025. Vi siger goddag til fire nye sundhedsråd. Et for Fyn, et for Lillebælt, et for Sønderjylland og et for Sydvestjylland. Det første år er et prøveår. Sundhedsrådene får først beslutningskompetencer i 2027. Nogle kalder sundhedsrådene bureaukratiske monstre. 

Jeg kan ikke være mere uenig i den beskrivelse. De fire sundhedsråd erstatter ikke regionsrådet. De er derimod en vigtig brik i det forpligtende samarbejde, der skal sikre, at vi kommer til at tænke sygehusene helt ind i syddanskernes egne hjem til gavn for borgerne. Det er en stor, kompleks opgave, som vi ikke løser alene. Vi løser det kun gennem tæt dialog med kommunerne, sygehusene og de praktiserende læger.

Middelfart Nærhospital er et godt eksempel på, hvad der skal være mere af. Det er landets første nærhospital og er startskuddet til en ny måde at tænke sundhed på. Vi samler funktioner, der før lå spredt, og vi gør det nemmere for borgerne at få hjælp tæt på hjemmet, så de ikke skal til Vejle, Kolding eller Odense.

Fremover bliver psykiatrien integreret og ligestillet med de somatiske sygehuse, hvor fysiske skavanker behandles. Det er ikke bare en skrivebordsøvelse. Det handler om, at vi i endnu højere grad fanger den psykiatriske patients hjerteproblemer, inden det ender i en blodprop, og at vi ser tegnene på begyndende depression hos den kræftramte, inden de går ned med flaget psykisk. Alt sammen for at sikre et længere og et bedre liv for alle – uanset hvad de måtte fejle.

Store opgaver, regionsrådet skal løse

Det nye regionsråd arver én stor byggesag, som vi skal have færdig. Det nye OUH. Store byggerier er komplicerede processer. Der er ikke en lige vej til mål. Selvom der har været bump på vejen, så er vi nu godt på vej mod, at det nye OUH står klar i 2027. Jeg håber, at 2026 bliver året, hvor vi går fra byggesag til klargøring af bygning til sygehusbrug. 

Vi har i mange år haft opgaven med at oprense de forurenede grunde her i Syddanmark. En af grundene er Himmark Strand på Als. Vi havde gerne set, at grunden snart var renset op. Men nu forventer vi, at opgaven med oprensning kan sendes i udbud i løbet af 2026. Tidspunktet afhænger af fremdrift af miljøvurderinger og kommende miljøkrav i forhold til tilladelser. Det bliver en af de store opgaver, som det nye regionsråd vil komme til at følge og køre i mål.

Udvikling af det dansk-tyske samarbejde

Tyskland er vores store naboland. Hvad der sker syd for grænsen i forhold til økonomi, sikkerhedspolitik og kultur er vigtigt for os. Derfor er vi også glade for, at Region Syddanmark fortsat kan arbejde for at fremme det dansk-tyske samarbejde. Det lykkes kun i godt samarbejde med vores gode venner både nord og syd for grænsen. Vi ser derfor frem til arbejdet med at sikre, at der kommer et Interreg Deutschland-Danmark i perioden 2028-2034 og til at være med til at forme indholdet i dette program sammen med vores partnere. Og så glæder vi os til at arbejde mere med landegrænseoverskridende kultursamarbejde, som er en hjørnesten i et fortsat stærkt dansk-tysk samarbejde. 

Klar, parat, start til det nye år

Der er ingen tvivl om, at vi i Region Syddanmark står på et godt, solidt fundament. Et fundament, der er bygget af forudseende politikere og hviler på de 28.000 mennesker, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel for de 1,2 mio. syddanske borgere. Jeg plejer at sige, at vi er den mest veldrevne region i landet. Heldigvis bakker syddanskerne os op i det. De er mere tilfreds med vores region end de øvrige danskere er med deres. Den position agter jeg at holde fast i. Det gør vi, ved at regionsrådet får løst de svære opgaver, der venter forude, så sundhedsreformen i Syddanmark bliver en virkeliggørelse af alle de nytårsforsætter, vi har sat os, og så Region Syddanmark fortsat er den mest veldrevne region i landet.

Bo Libergren (V), 
Regionsratsvorsitzender der Region Süddänemark