„Den snigende fortyskning af Tønder Kommune“

Sønderjylland var, som resten af Slesvig, besat af det tyske kejserrige i 56 år. Besættelsen endte, som bekendt, med Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, efter en indædt kamp for det danske.

I de 56 år blev der fra Tysklands side ført en konsekvent fortyskningspolitik, der blandt andet indebar massiv tilskyndelse til, at etniske tyskere fra andre dele af det tyske kejserrige skulle flytte til Slesvig, herunder til Sønderjylland.

Samtidig var der et massivt tryk fra myndighederne på de indbyggere, der bekendte sig til det danske. Alt dette er velkendt historie, og burde derfor fortsat være en del af vores åndelige ballast som sønderjyder – læs danske sønderjyder.

Nu er vi imidlertid vidne til en anden type fortyskning af vores kommune. Den kommer langsomt, stille og ikke så synlig, blandt andet med indvandringen af tyske statsborgere til vores kommune. På sin vis er det velkomment, at de kommer; vi mangler nye indbyggere, men vi må også forvente, at de integrerer sig i vores danske samfund, hvilket mange heldigvis også gør.

Men det nyligt afholdte valg til kommunalbestyrelsen afslører desværre også, at der er ved at ske et skred i befolkningens holdning til det danske, og til det tyske, og at det er nu på tide at råbe vagt i gevær. 

Når det tyske „parti“, Slesvigsk Parti, der jo står på skuldrene af BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger støttet af den tyske stat) kan fordoble sit mandattal, sker det helt åbenlyst ikke alene i kraft af stemmer fra det tyske mindretal, men også med stemmer fra helt almindelige danske kvinder og mænd.

Derfor er det på tide at minde alle om, hvad tidligere generationer kæmpede for, og tage ved lære heraf! Vi må igen til at kæmpe for det danske i Tønder Kommune.

Hans Otto Sørensen
Nissumsgade 13A
6780 Skærbæk

Die direkte Reaktion eines Lesers befindet sich hier.

Die in diesem unaufgefordert eingesandten Beitrag vorgebrachten Inhalte wurden nicht von der Redaktion auf ihre Richtigkeit überprüft. Sie spiegeln die Meinung der Autorin oder des Autors wider und repräsentieren nicht die Haltung des „Nordschleswigers“.