Leserbrief

„Nu gælder det (igen) kampen for „vores“ jernbane“

Veröffentlicht Geändert
Hans Otto Sørensen (mit erhobenem Daumen) bei der Einweihung der beschrankten Bahnübergänge (Archivfoto).

Venstre-Kandidat Hans Otto Sørensen warnt in einem Leserbrief vor den Folgen geplanter Haltestellen-Schließungen im ländlichen Raum. Fünf Bahnhöfe in der Kommune Tondern könnten wegfallen – mit weitreichenden Konsequenzen für Pendelnde, ältere Menschen und die regionale Entwicklung.

Kandidat for Venstre ved valget til kommunalbestyrelsen for Tønder Kommune

For 6 – 7 år siden udkæmpede vi lokalt, i Tønder og Esbjerg Kommuner, sammen en hård kamp for at bevare så mange overkørsler over jernbanen som muligt. De har stor betydning for den lokale trafik, for at køre så få kilometer som muligt, at spare brændstof og CO2-udledning og for de lokale samfunds sammenhængskraft. Kampen lykkedes; vi beholdt mange vigtige overkørsler – nu med bomanlæg.

Nu ser det ud til, at vi skal til kamp igen. Men nu gælder kampen – på sigt – hele jernbanens overlevelse.

Baggrunden er, at en lobbyorganisation, der kalder sig „Dansk Person Transport“ har foreslået, at der nedlægges 59 mindre stationer/stoppesteder på forskellige jernbanestrækninger i Danmark. Heraf er de 5 i Tønder Kommune: Visby – Bredebro – Døstrup – Brøns og Rejsby.

Jernbanen er uhyre vigtig for alle, der ikke har kørekort, det vil især sige unge mennesker, der dagligt pendler til arbejde eller uddannelsesinstitutionerne i Tønder, Ribe eller Esbjerg, altså både indenfor såvel som udenfor kommunen, og for ældre, der skal til Tønder, Ribe eller, som mange andre, videre ud i landet via Bramming eller Esbjerg, samt for alle de, som ser toget som en nem og klimavenlig transportform.

I Tønder Kommune er vi allerede mærket af en stor årlig tilbagegang i indbyggertallet. De unge flytter i betydelig udstrækning væk, især til de store uddannelsesbyer, og kommer ofte ikke tilbage igen. En forringelse af den kollektive trafik vil forstærke denne udvikling.

Hvis disse stoppesteder lukkes, bliver der omkring 30 km mellem påstigningsmulighederne. Det vil få rigtig mange til at fravælge toget. Og hvis de så alligevel skal ind i en bil, hvis der ellers er mulighed for dette, ja så kan de lige så godt fortsætte til bestemmelsesstedet, og helt droppe toget, eller tage konsekvensen og flytte ud af kommunen.

Således vil jernbanen blive udsultet i vores område, og en snarlig lukning blive en forudsigelig realitet.

Derfor har jeg i dag skrevet til trafikminister Thomas Danielsen fra Venstre, redegjort for sagen og bedt om et møde med ham for at forklare jernbanens betydning for os i Tønder Kommune.

Hans Otto Sørensen
Gårdkrogsvej 10
6780 Skærbæk

Die in diesem Leserbeitrag vorgebrachten Inhalte wurden nicht von der Redaktion auf ihre Richtigkeit überprüft. Sie spiegeln die Meinung der Autorin oder des Autors wider und repräsentieren nicht die Haltung des „Nordschleswigers“.