„Vi skal stå sammen mod udskamning af vores naboer fra det tyske mindretal“

Det er hjerteskærende at læse Dorthe Andresens debatindlæg i Politiken (nachfolgend auch im „Nordschleswiger“ veröffentlicht, Red.) om hendes oplevelser som ung fra det tyske mindretal. Hun og hendes søstre er blevet råbt efter, kaldt nazist, Tyskertøs, og opfordret til at tage hjem hvor hun kommer fra.

Det er på alle måder historieløst, uretfærdigt og helt uden for skiven. For hendes hjem er i Sønderjylland, og hendes baggrund er et mønstereksempel på en velintegreret familie, søde og venlige mennesker der engagerer sig konstruktivt i vores samfund og demokrati. De skulle hellere mødes med en tak, fordi de har valgt at bo her.

Dorthe beskriver et kultursammenstød der gnistrer, når hun taler tysk, og når det får os danskere til at udskamme Dorthe og andre i sammen situation. Det må det bero på usikkerhed fra dem der ikke mestre sproget, eller ret og slet dumhed. Kalder du nogen fra det tyske mindretal for nazist, “… dann bist du wirklich dumm”.

Jeg kommer straks til at tænke på Knud Romer, hvis mor var med i den tyske modstandsbevægelse mod Hitler, og derfor måtte opgive alt og flygte til Danmark, væk fra nazismens uhyggelige væsen. Alligevel blev hun mødt på gaden med lignende tilråb, tiltrods for hun burde tituleres som en helt og et forbillede. Nogle gange når dannelsen desværre ikke helt ud i alle kroge af det danske samfund, og vi opfører os under vores og andres værdighed.

Jeg kommer selv hjemmevant på den anden side af grænsen. Jeg elsker at slentre gennem Flensborgs gader. Jeg kender Sydslesvig rigtig godt, fra den hyggelige kystby Eckernförde, over Slesvig og Dannevirke, til den smukke by Friedrickstadt, Husum eller Nolde-museet. I denne del af Tyskland bor det Danske Mindretal, og jeg er stolt over at vi som nabonationer kan give hinanden så meget plads, at man på begge sider af grænsen kan vedstå sig sine rødder, efter Genforeningen og den nye grænsedragning i 1920.

Derfor skylder vi Dorte, Junge Spitzen og alle andre der vokser op med en tysk mindretalsbaggrund, at de trygt kan vedkende sig den dobbeltidentitet de er født ind i, på samme måde som vi forventer frihed og tryghed for det danske mindretal syd for grænsen. Det modsatte fører os jo hen til den praksis vi netop for alt i verden tager afstand fra, og der er noget tragisk ved at udskamme andre for at være nazister eller fascister, hvis det er os selv der bærer kimen til netop den adfærd ved at udgrænse andre.

Dorthe trækker paralleller til andre unge fra vores rigsfællesskab, og vi må derfor stå sammen om at sige fra over for mobberi og chikane overfor unge fra Grønland og Færøerne. Det vidner om et stærkt ståsted, når en minoritet kan gå i brechen for andre i lignende situationer.

Den gyldne regel opfordrer os til at gøre mod andre, som vi ønsker de skal gøre mod os. Lad os derfor i dag beslutte os for at stå sammen med Dorthe og hele det tyske mindretal i Sønderjylland, og glæde os over at vi sammen besejrede nazismen, og opbyggede et samfund med plads til hinanden på begge sider af grænsen.

Det er da værd at glæde sig over.

Die in diesem Leserbeitrag vorgebrachten Inhalte wurden nicht von der Redaktion auf ihre Richtigkeit überprüft. Sie spiegeln die Meinung der Autorin oder des Autors wider und repräsentieren nicht die Haltung des „Nordschleswigers“.