Sport - Ritzau

Dallas Mavericks får bøllebank efter Luka Doncic-exit

Veröffentlicht Geändert
NHL: Columbus Blue Jackets at Dallas Stars

I den første NBA-kamp efter afskeden med Luka Doncic tabte Dallas Mavericks stort til Cleveland Cavaliers.

Dallas Mavericks fik en brutal begyndelse på den nye æra, holdet går ind i efter nyheden om, at holdets stjernespiller Luka Doncic skifter til Los Angeles Lakers i en byttehandel med Anthony Davis.

Omkring 15 timer efter den chokmelding blev Dallas Mavericks ydmyget med et nederlag på 101-144 ude til Cleveland Cavaliers i NBA.

Dallas Mavericks var ramt af flere skader, og Cleveland Cavaliers har været et af de bedste hold i denne sæson, så nederlaget natten til mandag dansk tid havde flere årsager.

Det hjalp ikke Dallas Mavericks, at blandt andre Kyrie Irving og Daniel Gafford var ude med skader, men holdet kom alligevel forbløffende skidt fra start.

Efter første quarter var Dallas Mavericks bagud med 19-50. Det er første gang nogensinde, at Cleveland har lavet så mange point i første quarter.

Det fortsatte frem mod pausen af kampen, hvor Cleveland var foran 91-46. De 91 point var også klubrekord for Cleveland og det tredjehøjeste pointantal, et NBA-hold nogensinde havde lavet i første halvleg.

Føringen på 45 point blev udbygget til 53 point i fjerde quarter, men til slut fik Dallas pyntet en anelse på scoretavlen.

Cleveland satte også klubrekord, hvad angik antallet af scoringer til tre point. Det blev til hele 26 af slagsen.

25-årige Luka Doncic benyttede lejligheden til at takke Dallas for sine syv år i klubben.

- For syv år siden kom jeg hertil som teenager for at forfølge min drøm om at spille basketball på højeste niveau.

- Jeg troede, at jeg skulle spille her i hele min karriere, og jeg ville så gerne bringe et mesterskab til klubben, skriver Doncic på X.

I Los Angeles bliver Doncic holdkammerat med blandt andre superstjernen LeBron James. I en større byttehandel, der også inkluderer flere breddespillere, ryger 31-årige Anthony Davis den anden vej.

/ritzau/