Leserbrief

„Det er ikke viljen, men evnen der mangler“

Veröffentlicht Geändert
Thomas Andresen (Venstre)

Leserbrief von Stadtratsmitglied und Bürgermeisterkandidat Thomas Andresen (Venstre) zur regenerativen Energiegewinnung in der Kommune Apenrade.

Tak til Erik Uldall Hansen for replikken. Desværre forholder den sig ikke til det grundlæggende problem: At VE-udrulningen i Aabenraa Kommune er gået i stå – ikke fordi byrådet mangler vilje, men fordi sagsbehandlingen halter alvorligt.

Et notat fra forvaltningen dokumenterer store planmæssige barrierer. Selv projektet i Perbøl – det eneste VE-projekt, som hele byrådet i 2022 var enige om at fortsætte – er først i 2025 sendt i foroffentlighedshøring. Det er svært at forklare – og endnu sværere at forsvare. Mener EUH virkelig, at det er godt nok?

I den nuværende byrådsperiode er sagsbehandlingstiden for VE-projekter steget fra tidligere ca. 6 måneder til nu minimum 4 år. Det er uholdbart, hvis vi vil tages alvorligt som grøn foregangskommune.

Den slags har konsekvenser. Udviklere risikerer at løbe tør for kapital, fordi pengene bindes i årevis uden fremdrift. Samtidig er grundlaget for forretningsmodellen smuldret, fordi midlerne fra den grønne pulje er blevet tredoblet – og dermed udhuler økonomien i de projekter, vi lokalt havde sat vores lid til. I værste fald skrinlægges projekterne helt.

Når man – som jeg – hellere ser god landbrugsjord brugt til fødevareproduktion eller til opfyldelse af målene i den grønne trepart, kan man jo næsten kalde det bekvemt, at solcelleudrulningen går trægt. Men det ændrer ikke ved, at vi som kommune har skabt både forventninger og frustrationer i lokalsamfundene. At borgerne i de berørte områder holdes hen i årevis uden klare svar, er ganske enkelt ikke rimeligt.

Hvis vi skal tage ansvar, må vi turde se realiteterne i øjnene. Det handler ikke kun om, hvem man samarbejder med – men om hvad man reelt får gennemført.

Thomas Andresen, Aabenraa,
Byrådsmedlem for Venstre og
Borgmesterkandidat til kommunalvalg 2025

Die in diesem Leserbeitrag vorgebrachten Inhalte wurden nicht von der Redaktion auf ihre Richtigkeit überprüft. Sie spiegeln die Meinung der Autorin oder des Autors wider und repräsentieren nicht die Haltung des „Nordschleswigers“.