Boksning

DIF sender bekymringsbrev til bokseforbund i krise

Problemer med fortrolighed, habilitet og tonen i bestyrelsen hos Danmarks Bokse-Union får DIF til at slå alarm. Formand mener, man er på ret kurs.

Veröffentlicht Geändert

Klicke auf das lila AI-Symbol hier in der Box

    ... und dann auf generate article summary, um hier eine Zusammenfassung des Textes einzufügen. Prüfe das Ergebnis!

Toppen af Danmarks Idrætsforbund (DIF) er bekymrede over situationen i Danmarks Bokse-Union (Dabu).

Dabu har gennem længere tid har været præget af interne uenigheder i bestyrelsen, og det får nu DIF til at slå alarm i et brev til forbundet.

Det skriver Idrætsmonitor.

- DIF’s bekymring går på, at Dabu ikke i tilstrækkelig grad lever op til unionens egne spilleregler, skriver formand Bo Bøgeskov ifølge Idrætsmonitor i en orientering, som forbundet delte fredag.

Bekymringsbrevet er ifølge orienteringen sendt, fordi DIF oplever udfordringer omkring ’manglende fortrolighed, diskussioner om habilitet samt tonen i bestyrelsesarbejdet’.

- Udviklingen i et forbund risikerer at stå i stampe, og medarbejdere kan blive handlingslammede, hvis der er for meget internt fnidder i bestyrelsen. Den situation ønsker vi ikke, og bekymringsbrevet er et redskab, som DIF har i værktøjskassen. Forhåbningen er, at dette redskab kan hjælpe forbundet på rette vej, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og kontaktperson i DIF-bestyrelsen for Danmarks Bokse-Union.

Spørgsmål: Det er ikke ofte, at I sender bekymringsbreve til et forbund. Hvorfor er det nødvendigt i denne sag?

- Måske kunne det også være blevet gjort i andre tilfælde. At vi gør det her skyldes, at vi har fuldt fokus på, at tingene bliver bedre. Vi har indgået en strategiaftale med Dabu, som vi har ansvar for at kontrollere, fordi idrættens midler skal fordeles bedst muligt, siger Frans Hammer.

- Vi er bekymrede for, om miljøet i forbundet risikerer at stå i vejen for det. Derfor sendte vi brevet.

Næstformanden understreger samtidig, at Dabu er sin egen juridiske enhed, og selv om DIF støtter forbundet med omkring to millioner kroner årligt, har man ikke hjemmel til at bestemme i interne forhold.

- Men vi har kompetence til at sige, at vi fra hele dansk idræts side er bekymrede, og det har vi nu gjort, siger Frans Hammer.

Bekymringsbrevet til Dabu er sendt, efter bestyrelsen i februar skulle drøfte sine interne uenigheder med rådgivning fra DIF på et ekstraordinært møde. Mødet endte imidlertid med at blive afbrudt før tid.

Ifølge formand Bo Bøgeskov er en stor del af problemerne i bestyrelsen opstået, fordi bestyrelsen skal til at agere mere strategisk.

- Vi vil gerne agere mere professionelt, og det bakker DIF op omkring. Det har bestyrelsen fået mandat til af repræsentantskabet. Det ændrer i den struktur, vi har haft, og hvem, der tager daglige beslutninger. Det har skabt udfordringer, siger Bo Bøgeskov til Idrætsmonitor.