Fodbold

Harder er klar på rolleskift for at slippe for overfrakke

Pernille Harder har trods meget tætte markeringer scoret fire gange i fire kampe under Jakob Michelsen. (Arkivfoto).

Pernille Harder får stor opmærksomhed, og hun er klar på en mere tilbagetrukket rolle, hvis det tjener holdet.

Veröffentlicht Geändert

Klicke auf das lila AI-Symbol hier in der Box

    ... und dann auf generate article summary, um hier eine Zusammenfassung des Textes einzufügen. Prüfe das Ergebnis!

- Hun er en meget dygtig spiller, så det gælder om at ligge tæt og ikke give hende for meget tid.

Sådan siger den svenske stopper Elma Junttila Nelhage om Pernille Harder til nyhedsbureauet TT inden tirsdagens nøglekamp i VM-kvalifikationen mellem Danmark og Sverige.

Men citatet kunne stamme fra de fleste forsvarsspillere før en kamp mod Danmark. Harder har således vænnet sig til at spille med en "overfrakke" og nogle gange flere, når hun er i aktion med nationalmandskabet.

- Jeg vil gerne have bolden hele tiden, men det kan jeg jo desværre ikke. Det kan godt være frustrerende, men sådan er det som angriber. Man har måske kun bolden 15-20 gange i en kamp, så det handler meget om, hvad man gør med den, når man endelig har den, siger Harder.

Da Danmark i marts åbnede VM-kvalifikationen med 3-1 over Serbien og 1-1 hos Italien, blev Harder i begge kampe undervejs rykket tilbage på banen efter en indskiftning.

Det gav hende lidt mere plads til at bevæge sig rundt og mere tid på bolden.

- På midtbanen kommer man lidt mere på bolden, og det kan jeg godt lide. At arbejde hårdt, vinde nogle bolde og være med i spillet. Men spørgsmålet er så, hvor meget jeg er med til den sidste del af spillet og har mulighed for at være afgørende.

- For mig handler det i sidste ende om, hvad holdet har brug for. Der er andre, der kan score på holdet, og jeg er egentlig meget åben for begge muligheder, siger Harder.

33-årige Harder har scoret fire mål i fire kampe under den nye landstræner Jakob Michelsen, og 82 mål i 169 optrædener for Danmark siden debuten i 2009 taler sit tydelige sprog.

Dertil kommer 22 mål i 23 kampe siden midten af september for Bayern München, hvor hun ofte deler modstandernes opmærksomhed med flere holdkammerater og derfor har lidt flere muligheder.

- Vi spiller godt som hold, og jeg trives med den måde, vi spiller på. Jeg har mange gode spillere omkring mig, der gør det lettere for mig at komme i de rigtige situationer, siger Harder om klubsuccesen, der meget vel kan ende med hendes 11. mesterskab på stribe, når man medregner tiden i Linköping, Wolfsburg og Chelsea.

Alt taget i betragtning er det ikke underligt, at Harder tager en stor del af tiden, når modstandernes træner holder taktisk oplæg.

Sveriges Tony Gustavsson er ikke meget anderledes.

- Jeg synes, Danmark får det bedste ud af sine bedste spillere i de roller, de har. Og jeg synes, de har fundet en skræddersyet rolle til Pernille Harder, som desuden kommer i sit livs form, siger han til TT.

Der er kickoff mellem Sverige og Danmark tirsdag klokken 19.00 på Gamla Ullevi i Göteborg.

/ritzau/