Sport - Ritzau

Sheffield Wednesday fratrækkes yderligere seks point

Veröffentlicht Geändert
FBL-ENG-LCUP-SHEFFIELD WEDNESDAY-LEEDS

Sheffield Wednesday, der har danske Henrik Pedersen som cheftræner, har minus ti point efter en ny pointstraf.

Der er fortsat rod i økonomien i den engelske fodboldklub Sheffield Wednesday, og det får yderligere konsekvenser.

Ifølge Sky Sports fratrækkes Championship-klubben, der har danske Henrik Pedersen som cheftræner, yderligere seks point i tabellen som følge af blandt andet manglende lønudbetalinger til spillere i marts, maj og juni.

Med den nye straf har klubben på sidstepladsen i den næstbedste række minus 10 point. Henrik Pedersens tropper har 23 point op til nærmeste klub, Norwich, mens der er 27 point til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Ud over manglende løn til spillerne mangler klubben også at foretage betalinger til flere i staben i den givne periode, ligesom der mangler flere skatteindbetalinger.

Det er ikke den første pointstraf, som rammer klubben med den danske træner. I oktober blev Sheffield Wednesday fratrukket 12 point efter en konkursbegæring.

Det var under den thailandske ejer Dejphon Chansiri, at korthuset ramlede, og thailænderen har fået forbud mod at være ejer eller direktør i en Championship-klub i de kommende tre år.

Den 158-årige klub, der er under administration, er aktuelt til salg.

/ritzau/