Sport - Ritzau

Rune genoptræner i Qatar: Udfordrende på alle måder

Veröffentlicht Geändert
TENNIS NORDIC OPEN

Holger Rune er taget til Qatar, hvor han i de kommende uger skal genoptræne på sportshospitalet Aspetar.

Den langtidsskadede tennisstjerne Holger Rune er gået ind i en ny fase i sin genoptræning, efter at han rev akillessenen over i oktober.

I en pressemeddelelse oplyser han, at han mandag indledte et intensivt og specialiseret genoptræningsforløb på sportshospitalet Aspetar i Qatar.

- Vi kan ikke kontrollere alt her i livet, og det var et kæmpe chok, da skaden kom. Jeg ved, at jeg skal have stor tålmodighed og samtidig knokle benhårdt inden for de rammer, jeg kan og må.

- Det er nyt og udfordrende på alle måder, men jeg synes, at vi i teamet har været kreative og har haft nogle dejlige, spændende og anderledes arbejdsdage, siger Holger Rune.

Han blev opereret i København, hvor han indledte sin genoptræning. Den fortsatte siden i Monaco.

Nu begynder så et nyt kapitel på Aspetar, der blandt andet er partner med den franske fodboldklub Paris Saint-Germain, lyder det i pressemeddelelsen.

- Min genoptræning er forløbet godt med hjælp fra mit team i Danmark og i Monaco, og nu bliver det spændende at fortsætte på Aspetar og sparre med deres eksperter og benytte deres faciliteter, siger Holger Rune.

I det fortsatte forløb vil man sikre klare rammer for at beskytte akillessenen under genoptræningen.

Den må blandt andet ikke udsættes for belastning, stress eller stræk i en længere periode.

- Min akillessene skal have ro til at hele, samtidig med at resten af kroppen gerne skal aktiveres optimalt.

- Der er rigtig meget, der kan laves i og uden for fitness, og jeg fokuserer på at gøre mit absolut bedste i hver eneste fase af genoptræningsforløbet, siger Holger Rune.

Det er uvist, hvornår han kan få comeback på tennisbanen. Han forventes ude i op til 12 måneder og risikerer at misse det meste af 2026-sæsonen eller i værste fald den hele.

/ritzau/