Sport - Ritzau

Pytlick tilslutter sig Gidsel i Berlin i sommeren 2027

Veröffentlicht Geändert
EM: Finalen mellem Danmark - Frankrig

Füchse Berlin har købt den 24-årige bagspiller Simon Pytlick fri i Flensburg-Handewitt fra sommeren 2027.

Håndboldklubben Füchse Berlin sikrer sig den danske landsholdsprofil Simon Pytlick fra sommeren 2027.

Det bekræfter den tyske hovedstadsklub, der køber bagspilleren fri i Flensburg-Handewitt, på sin hjemmeside.

Den 24-årige dansker forlængede ellers i foråret sin kontrakt i Flensburg til 2030. Pytlicks nye aftale i Füchse Berlin løber ligeledes til 2030.

Dermed kan Mathias Gidsel se frem til at få selskab i Füchse Berlins bagkæde af sin gode landsholdskammerat, ligesom Pytlick også vil få en velkendt skikkelse som cheftræner i form af danske Nicolej Krickau.

- Der er flere forskellige grunde til, at jeg gerne vil til Berlin. En af de helt store grunde er, at det i lang tid har været et ønske for mig at skulle danne par og spille med Mathias igen, siger Pytlick til TV 2 Sport.

- Jeg havde en klausul, som jeg kunne bruge, og den har jeg valgt at gøre brug af. Nu har jeg været i Flensborg i nogle år, og jeg har virkelig nydt det, men jeg har virkelig ønsket at komme tilbage i den duo, hvor jeg føler mig allermest tilpas.

Pytlick indledte sin seniorkarriere i GOG's bagkæde sammen med Mathias Gidsel og med Krickau på trænerbænken. Gidsel drog i sommeren 2022 til den tyske hovedstad, mens Pytlick fortsatte et år mere på Sydfyn.

Undervejs i den sæson fik Pytlick også sin slutrundedebut for Danmark ved VM i 2023, hvor han kom på all star-holdet.

I sommeren 2023 købte Flensburg-Handewitt ham så fri, og siden har Pytlick været en af de store stjerner på det nordtyske mandskab, hvor han i en lang periode havde Krickau som cheftræner.

Nikolej Krickau, der for et år siden blev fyret i Flensburg-Handewitt, og i sommer blev ansat i Füchse Berlin, ser frem til for tredje gang at råde over bagspillerprofilen.

- Det er et stort skridt for os. Fra mit synspunkt var der ingen tvivl, da vi først havde kontakt. Simon vil passe perfekt ind i vores koncept, fordi vi ønsker at spille attraktiv og effektiv håndbold, siger den danske træner til Füchse Berlins hjemmeside.

/ritzau/