Sport - Ritzau

Ensom scoring fra Bjorkstrand rakte ikke til Tampa Bay-sejr

Veröffentlicht Geändert
NHL: Los Angeles Kings at Tampa Bay Lightning

Danske Oliver Bjorkstrand leverede en drømmestart ved Tampa Bay Lightnings kamp mod Los Angeles Kings i NHL.

En scoring fra den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand var ikke tilstrækkelig til at sikre Tampa Bay Lightning en sejr over Los Angeles Kings på hjemmebane natten til fredag.

Los Angeles vandt kampen i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, med cifrene 2-1.

Bjorkstrand sørgede for en glimrende start til hjemmebaneholdet, da han knap 13 minutter inde i første periode fik serveret pucken lige foran modstanderholdets mål af holdkammeraten Anthony Cirelli.

Det var en chance, som Bjorkstrand ikke lod glide af hænde.

Han hamrede øjeblikkeligt pucken ind mellem benene på Los Angeles' målmand og direkte i netmaskerne til 1-0.

I anden periode gik det dog galt for Tampa. Udebaneholdets spillere nåede to gange frem til scoringer, og hjemmebaneholdet formåede heller ikke i tredje periode at finde frem til en scoring.

Tampa Bay Lightning indtager efter nederlaget en ottendeplads i den østlige konference med 18 sejre i sæsonens første 34 kampe.

/ritzau/