„Nachruf zum Tod von Andreas Åbling Petersen“

Andreas Åbling Petersen, Ellum, er død efter længere tids sygdom, 86 år gammel. Jeg lærte Andreas at kende i 1969, da han som lærerstuderende fra Den frie Lærerskole i Ollerup var i praktik på Fjordvang Ungdomsskole, hvor mine forældre var forstanderpar. Siden har vi været i kontakt gennem godt 55 år. 

Min far kaldte ham dengang „En vismand i sin vorden“. Vismand eller ej – sandt er det, at Andreas gennem et langt liv drev både landbrug og folkeoplysning på sin helt egen måde. Han fremhævede ofte, at på hans gård blev der ikke brugt kunstgødning, at intet gik til spilde - og læbælterne de blev bevaret.

I den brede offentlighed, ikke mindst blandt JydskeVestkystens læsere, er Andreas nok bedst kendt for sine mange, mange læserbreve gennem næsten 50 år. De fleste handlede om hans vedholdende modstand mod først Fællesmarkedet, senere EF og til sidst EU. Han var altid parat til at argumentere – både i avisen og på møder.

Var han imod det store og mægtige EU, så var han desto mere for de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen. Han besøgte Letland 54 gange over en 20-årig periode, og han deltog i et omfattende støttearbejde: indsamling af landbrugsredskaber, tøj m.m. Sammen med andre sønderjyder var han med til at oprette Rite Højskole, som stadig eksisterer. TV-kanalen DK4 viste sidste jul en udsendelse om dette arbejde.

Også lokalt kæmpede Andreas mod uretfærdigheder, som han så dem. Mest kendt er nok hans årelange kamp mod jernbaneoverskæringen i Åspe – en kamp der endte med, at han blev smidt ud af den lokale Venstreforening. I en årrække kørte han rundt med sin møjspreder, hvorpå der stod: „Bredebro Kommune lyver over for Planstyrelsen.“ Og det blev for meget for Venstre. Andreas mente tværtom, at der var tale om folkeoplysning i praksis.

For Andreas var folkeoplysning og nærdemokrati grundbegreber, som skulle tages alvorligt. Derfor var skolenedlæggelser ham en vederstyggelighed. ”En skole kan først være for lille, når forældrene ønsker det.”

Hans engagement udmøntede sig også i flere bogudgivelser. 

Senere kom sommerfesterne på Stadebjerggaard til – ofte med op mod hundrede deltagere, heriblandt mange lokale, der satte pris på det åbne hus. Her blev højskoletraditionen på bedste vis holdt i hævd med sang og taler.

For få år siden gjaldt det ulvene, som efter hans mening burde reguleres gennem nedskydning. For dette blev han politianmeldt, og der kom en retssag ud af det. Han blev dog frikendt på grund af sin høje alder.

Hvad var Andreas’ ledetråd gennem alle årene? Og kom han aldrig i tvivl? Nej, det gjorde han ikke – af den simple grund, at han altid lod samvittighedens skøn råde ubetinget over, hvad der for ham var ret og uret.

Bevæger man sig i yderkanten af, hvad „The Establishment“ finder rigtigt, får man ikke mange hædersbevisninger. Men én fik han: I 1987 blev han af Landsforeningen af Landsbysamfund hædret som ”Årets Landsbytosse”. En anerkendelse, han satte stor pris på og var oprigtig stolt af.

I over 50 år boede Andreas på ”Stadebjerggaard” ved Ellum. Da der blev behov for aftægt til forældrene, tilbød han dem det. Faderen nåede at bo der i 10 år og moderen i 25. Senere, da Andreas var over 60, fik han at vide, at han havde en datter – Mia. Til hende og sønnen Rasmus fik han gennem årene et kærligt og tillidsfuldt forhold.

Gennem hele livet stod hans hjem åbent for mange slags mennesker fra ind- og udland – mennesker han havde mødt helt tilbage i sine unge dage, og som han holdt trofast kontakt med.

Andreas levede et jævnt og muntert liv på jord. Trods et livslangt syns- og til dels hørehandicap tog han læreruddannelsen fra Den Frie Lærerskole, og med den som bagtæppe, og med sin stærke forankring i det sønderjyske, skabte han en tilværelse, der kom mange til gavn og glæde.

Ære være Andreas´ minde, og tak for samtaler og samvær gennem mere end et halvt århundrede.

Hans Pilegaard

 A. J. Andersens Vej 4

 Tønder

Die in diesem unaufgefordert eingesandten Beitrag vorgebrachten Inhalte wurden nicht von der Redaktion auf ihre Richtigkeit überprüft. Sie spiegeln die Meinung der Autorin oder des Autors wider und repräsentieren nicht die Haltung des „Nordschleswigers“.