Sport - Ritzau

Alpinveteranen Lindsey Vonn føler sig i sit livs form

Veröffentlicht Geändert
Switzerland Vonn

Lindsey Vonn er blevet 41 år, men ifølge hende selv er det mange år siden, at kroppen har haft det bedre.

Fredag tager den 41-årige alpindronning Lindsey Vonn hul på de sidste forberedelser til vinter-OL, når hun indleder World Cup-sæsonen i schweiziske St. Moritz.

Og ifølge hende selv står hun særdeles skarpt.

- Alt føles godt. Fysisk er jeg i den bedste form, jeg nogensinde har været i.

- Og min krop gør ikke ondt. Det, synes jeg, er det bedste af det hele, lyder det fra amerikaneren ifølge nyhedsbureauet AFP.

I 2019 indstillede Vonn karrieren, men sidste år vendte hun overraskende tilbage til skisporten efter fem års fravær.

Efterfølgende har hun sat vinter-OL i 2026 som det altoverskyggende mål, og ifølge hende selv har den fremskredne alder ikke været til at mærke siden comebacket.

- Jeg synes faktisk, at jeg har det bedre nu, end da jeg første gang rev det ene korsbånd over i knæet i 2013, siger alpindronningen.

I sin første sæson efter comebacket blev Vonn i den samlede World Cup nummer 29.

Mod slutningen viste den tidligere medaljesluger dog, at hun mener comebacket alvorligt, da hun i marts blev nummer to i super-G i World Cup-afdelingen i Sun Valley. Det var Vonns første podieplads i mere end seks år.

- Mit mål hen over sommeren har været at blive væsentligt stærkere. Jeg var for tynd i forhold til min egen smag i seneste sæson.

- Jeg havde ikke tid til at forberede mig ordentligt. Jeg nåede ikke at få min muskelmasse tilbage, siger Vonn.

I onsdagens træning på de schweiziske pister kunne det se ud til, at arbejdet siden sidste vinter har båret frugt og givet mere fart i skiene.

Amerikaneren satte den hurtigste tid af alle i St. Moritz, hvor hun tidligere i karrieren har vundet fem gange.

- Jeg kunne ikke stå i en bedre position, og det gør mig meget begejstret. Det betyder, at jeg kan stå så hurtigt på ski, som jeg tænker, at jeg er i stand til, siger Vonn.

Da amerikaneren i 2019 lagde skiene på hylden, var det som den mest vindende kvinde i World Cup-sammenhæng med 82 løbssejre. Det er sidenhen blevet overgået af Mikaela Shiffrin, der er oppe på 104 World Cup-sejre.

/ritzau/