Sport - Ritzau

AC Milan sætter førstepladsen på spil med hjemmeflop

Veröffentlicht Geändert
AC Milan vs US Sassuolo - Serie A 2025/26 - 14/12/2025

AC Milan førte 2-1 over Sassuolo efter to mål af Davide Bartesaghi, men topholdet måtte nøjes med 2-2.

Serie A kan få nyt tophold søndag.

AC Milan kan blive overhalet af både Napoli og Inter, efter at AC Milan søndag eftermiddag spillede 2-2 hjemme mod midterholdet Sassuolo.

19-årige Davide Bartesaghi lignede ellers den store helt for AC Milan, da han vendte 0-1 til 2-1, men det var ikke nok til en sejr for rækkens tophold.

Teenageren var gået fra sine 27 første AC Milan-kampe uden scoring, men søndag scorede han på hver sin side af pausen. Det fejrede den italienske ungdomslandsholdsspiller med vild jubel, men ved slutfløjt var glæden forstummet.

Inden han indtog hovedrollen, havde de undertippede gæster bragt sig i front, da holdet i det 13. minut for første gang var i nærheden af AC Milans mål. Canadieren Ismaël Koné sled sig fri og scorede med et elegant ydersidevip.

Topholdet lod sig ikke stresse, men pressede bare på for en udligning, og den faldt i det 34. minut. Her strøg et fladt indlæg hele vejen frem til bageste stolpe, hvor Bartesaghi satte indersiden på.

Et minut efter pausen var han på spil igen. Denne gang tog han et skærende løb, modtog bolden i feltet og sendte den i mål ved nærmeste stolpe.

Både 10 og 20 minutter senere fik AC Milan bolden i mål igen, men målene blev annulleret som følge af offside.

Det skulle vist sig at blive kostbart ikke at få lukket opgøret med et tredje mål. I det 77. minut kombinerede Sassuolo sig flot frem til en udligning. Armand Lauriente havde sidste fod på bolden.

I slutfasen var gæsterne tæt på at snuppe alle tre point, men stolpen reddede AC Milan.

/ritzau/