Ifølge hr. Helge Poulsens læserbrev den 5. august 2020 i Der Nordschleswiger har jeg i min „ekstremt hidsige kommentar” den 18. juli i avisen ikke læst eller forstået, hvad hans anliggende egentlig er.

HP beskylder BDN´s informationschef, Harro Hallmann, for at fremkomme med „faktuelt forkerte og meget pinlige påstande om, at de sønderjyske nationalsange har antityske undertoner”, hvilket ifølge HP „burde undre en historiker” som undertegnede. Hertil er der kun ét at sige, nemlig at det gør det overhovedet ikke, da Harro Hallmann har fuldstændig ret i den sag. Dette medfører følgelig, at hr. Poulsen er fuldstændig galt afmarcheret og ikke har fattet, hvad der er sagens kerne. Den kendteste og mest omtalte af de sønderjyske sange, som HP påstår ikke er antitysk, er Johan Ottosens Det haver så nyligen regnet fra 1890, der i første strofe indeholder sekvensen „frø af ugræs er føget over hegnet”, hvormed der menes alt det tyske. Hvis man ikke mener, at netop denne sætning er antitysk, skal man godt nok mentalt være skruet helt forkert sammen. Det antityske og digtets hele bestræbelse på at rejse en identitetsskabende faktor i modsætning til det tyske – og dermed en dem-og-os-bevidsthed – er simpelthen hele grundlaget for digtets budskab. Kun gennem fuld bevidsthed om det forfærdelige tyske ville det ifølge digteren være muligt at holde gejsten oppe og bevare de danske sønderjyders håb om en tilbagevenden til Danmark. HP har med andre ord totalt misforstået digtets intention; det var simpelthen skrevet med henblik på at være antitysk!

At jeg i et facebookopslag den 6. februar i år skulle have leveret en kommentar om, at det forekommer mig „ufatteligt, at så mange danskere er så indskrænkede eller - om man vil - så dumme, at de ikke kan se betydningen af at lære vort nærmeste nabolands sprog”, står jeg gerne ved, ikke mindst fordi netop bedre tyskkundskaber efterspørges kraftigt i politiske kredse samt i erhvervslivet. Kendskab til tysk er imidlertid ikke kun af økonomisk og politisk betydning, men i højeste grad også af kulturel betydning. For sagen er jo ganske enkelt, at intet andet land kulturelt har beriget os så meget gennem århundreder som Tyskland. Først efter Anden Verdenskrig blev sluserne åbnet for det omfattende, ofte mere end tvivlsomme bombardement af angelsaksisk/amerikansk kulturindflydelse og engelsk som danskernes foretrukne fremmedsprog. Og det til trods for at tysk er det ikkeskandinaviske sprog, som ligner dansk mest, og at vi mentalt set er det ikketysktalende land, som ligner tyskerne mest.

At jeg ligeledes i flere fora har plæderet for indførelse af tosprogede skilte i Sønderjylland, som man finder det i efterhånden alle europæiske lande med anerkendte nationale mindretal, vedkender jeg mig bestemt også; og det er der vel intet dubiøst i? Men hr. Poulsen mener måske, at det udelukkende tilkommer ham og ligesindede at have en mening herom? Men at jeg direkte skulle have opfordret „i ramme alvor regeringen til med magt at gennemføre opstilling af tosprogede skilte i Sønderjylland, altså ganske frisk og frejdigt hen over hovedet på os syd- og sønderjyder”, accepterer jeg absolut ikke. I stedet vil jeg tillade mig at skrive ytringen på HP´s manipulationskonto, da jeg mig bekendt aldrig har opfordret regeringen til at anvende magt. Er det militæret, hr. Poulsen forestiller sig, at jeg skulle have anbefalet indsat? I så tilfælde imødeser jeg gerne en kildehenvisning. Hvad jeg derimod ofte har været talsmand for, er, at regeringen og dermed den danske stat naturligvis skal implementere ordlyden i de konventioner, man har underskrevet. Og det er ikke sket endnu!

At forargelsen lyser ud af HP´s læserbrev i forbindelse med, at jeg, der ikke har rødder i Sydjylland eller Sønderjylland, har tilladt mig at belære „stakkels mig om Kongeåen, mindretallets historie samt gøren og laden gennem tiderne”, er da uforståeligt. Som historiker og mangeårig underviser i gymnasiet har det faktisk været mit arbejde at undervise og belære unge mennesker om blandt andet Sønderjyllands historie, selvom jeg ikke er født i Sønderjylland, hvad hr. Poulsen jo angiveligt heller ikke er, men i Kolding, der som bekendt aldrig har været en del af Slesvig eller endsige Sønderjylland.

Når hr. Poulsen i sit læserbrev takker mig „for den gratis manuduktion”, som han angiveligt ikke kan bruge til noget som helst, da han jo besidder den i egen indbildning exceptionelle kvalifikation – takket være sin opvækst i nærheden af den gamle grænse – at være indehaver af den skinbarlige sandhed om forholdene i det dansk-tyske grænseland, vil jeg da gerne kvittere for hans tak og samtidig tilbyde ham mere -gerne gratis - manuduktion om Slesvig og Sønderjyllands historie og udvikling; det er i hvert fald tiltrængt!

En sådan manuduktion kunne måske – hvad jeg dog tillader mig at betvivle – åbne hr. Poulsens horisont og forståelse for forholdene i Grænselandet, så at han ikke behøver at spilde sin kostbare tid på uafbrudt at skrive antityske indlæg i diverse aviser. Det nærmer sig jo unægtelig paranoia.

Jørn Arpe Munksgaard, Historiker, lektor emeritus
Rosenvænget 26, 6230 Rødekro