Naturligvis hverken skal eller kan man direkte kopiere historien – men man har lov at lade sig inspirere af den!

Fra tidligste tider op gennem årtusinderne har mennesker begivet sig på vandring. Årsagerne har været mange: Mangel på føde, fejlslagne afgrøder, misvækst, klimaændringer, men også krige, ødelæggelser, overbefolkninger eller ren og skær eventyrlyst og trang til at forbedre sine livsvilkår. Nogle udvandrere kom til allerede beboede egne, andre udvandrede til ubeboede områder og etablerede kolonier fra grunden af.

I antikken – i årtusindet før Kristi fødsel – skete der store bevægelser i Middelhavsområdet og den nære Orient – fra græsk område udgik i hundrede vis af koloniseringer af Middelhavets og Sortehavets kyster. Udvandringerne foregik i bølger fra de græske moderbyer og ofte fortsatte de nyanlagte kolonier med selv at anlægge kolonier. Her blot nogle få eksempler:

Istanbul – navnet er græsk og betyder ”til byen” (eis ten polin) – tidligere hed byen Konstantinopel og oprindeligt Byzantion, grundlagt 667 f. Kr. fra Megara i Grækenland. Nu Tyrkiets største by med over 7 millioner indbyggere.

Marseille, Frankrigs tredjestørste by, er grundlagt ca. 600 f.Kr. af grækere fra Fokaia på Lilleasiens vestkyst (Jonien).

Alexandria, grundlagt 331 f. Kr. af Alexander d. Store. Efter Rom oldtidens største by, i dag Ægyptens næststørste by.

Disse tre spektakulære byer er eksempler blandt hundreder på græske bygrundlæggelser  i Middelhavsområdet – store og små. Byerne var rigtige byer organiserede fra begyndelsen med administrationer, handelscentre, opland og produktion af egne varer. Tilflytterne blev aktive borgere med opgaver og deltagelse i samfundenes liv. Der byggedes, handledes, produceredes håndværk, eksporteredes – der opstod velstand. Naturligvis var der forskel byerne imellem også på grund af deres forskellige moderbyer og traditioner, men der opstod liv og aktivitet, meningsfyldte samfund. Utallige af disse byer lever videre den dag i dag.

Med denne lille optakt vil jeg slå til lyd for det, som er mit tema: Vi skal ikke satse på opbevaringslejre, flygtningelejre eller opsamlingssteder for folk, der af mange årsager ikke kan eller vil forblive i deres oprindelseslande. Nej, vi skal etablere byer med alt hvad der hører til byer, og give indflytterne opgaver lige fra begyndelsen med bygning af veje, huse, rådhuse, torvepladser, handelscentre, skoler – der skal etableres produktionsvirksomheder og, hvor muligheden gives, også landbrugsproduktion. De nye borgere skal tildeles arbejder alt efter deres evner og hidtidige uddannelser – de skal inddrages i opbygningen af deres ny hjemby. Som i de oldgræske kolonier skal der naturligvis være veluddannede administrative ledere til at hjælpe de nye bydannelser i gang. Man kan begynde med nogle få grundlæggelser og drage erfaringer ud fra disse. 

Ja, meget godt! Men nu kommer så indvendingerne:

 Hvor skal byerne ligge? Ingen vil have dem! Er det nu også rigtigt? Hvis man forelægger samtlige lande i Middelhavsområdet et økonomisk gennemarbejdet og generøst forslag om køb eller måske langtids leje (på 100 år!) af ikke udnyttet jord og fremmaler udsigten til at få et driftigt, velstående og velfungerende bysamfund som nabo, mon så ikke man kan tale sig frem til et par placeringer! Siden kan modellen jo smitte af på fremtidige etableringer.

EU-landene kan ikke blive enige om projektet! Ja, ganske rigtigt! Derfor må man foreslå, at de europæiske lande – også udenfor EU – som gerne vil være med, går sammen om dette projekt, som jo i sin essens er udtryk for grundeuropæiske, demokratiske ideer og kerneværdier – og hvordan skulle det kunne stride mod europæiske konventioner?

Så er der asylsøgerne, udvandrerne/indvandrerne, flygtningene! Hvad ville de sige til at blive borgere i en demokratisk opbygget koloni efter model af en græsk bystat (polis)? Mon ikke de langt ville foretrække den nye by frem for at henslæbe deres liv i en flygtningelejr eller i dårligt fungerende ghettoer som underklasse i europæiske lande. Eksemplerne på desperation og vantrivsel blandt de utilpassede og desillusionerede flygtninge er jo utallige. Reaktionerne er vold og ødelæggelser – ingen kan være tjent med situationen som den er i dag. Hvis de flygtende, asylansøgerne, indvandrerne ikke er tilfredse med tilbuddet, må de definitivt vende tilbage til deres oprindelseslande.

Hvad med indvandrernes nuværende modtagerlande? Ja, vi er jo fuldstændigt kommet til kort: Kvotesystemet dur ikke, fælles ydre grænser dur ikke, flygtningelejre dur ikke, ghetto-dannelser dur ikke, spredninger af indvandrere fungerer kun i begrænset omfang. Der er utryghed, ødelæggelser og endeløse udgifter forbundet med indvandringen, som den udspiller sig i dag. Desuden må vi jo også have et anstændigt sted at tilbyde de afviste flygtninge, vi kan ikke bare sende dem ud til ingenting eller til hjemlandene – de vil sandsynligvis hurtigt dukke op igen! Opsamlingslejre i nærområder er både en håbløs og uværdig måde at behandle mennesker på – hvor skal de så hen i næste omgang, når man har kigget på deres sager. Nej – folkevandringsspørgsmålet skal ordnes helt fra grunden af, der skal tænkes nyt – helt nyt! -  eller måske skal der tænkes gammelt – meget gammelt !!

Britt Tryde Haarløv, dr.phil.
Værftvej 5, 6270 Tønder