Sport - Ritzau

Randers spænder ben for FCK's guldjagt med choksejr

Randers spænder ben for FCK's guldjagt med choksejr

Randers spænder ben for FCK's guldjagt med choksejr

Ritzau
Randers
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Randers FC - FC København Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

FCK tabte mandag et vigtigt skridt i mesterskabskampen med et overraskende 0-1 nederlag i Randers.

Et toptændt Randers-hold stak mandag en kæp i FC Københavns mesterskabshjul, da kronjyderne tog en overraskende 1-0 sejr på hjemmebane i Superligaens 24. runde.

I store dele af kampen havde Superligaens førerhold svært ved at få tempo og kvalitet i det offensive spil, og Randers-defensiven formåede at lukke rummene ned for FCK.

Det udnyttede Randers til at hente en overraskende sejr, da kantspilleren Jakob Ankersen kort før tid sikrede kronjyderne sejren med et drømmehug udenfor feltet.

FCK ligger fortsat nummer et i Superligaen med 45 point, men kan blive overhalet af FC Nordsjælland senere mandag. Randers ligger med sejren nummer fire med 36 point.

Efter en rolig start fik hjemmeholdet efter ti minutter kampens første store chance, da offensivspilleren Tobias Klysner pludselig stod helt fri efter et hjørnespark, men FCK-målmanden Kamil Grabara fik på akrobatisk vis reddet bolden i to omgange.

FCK var mest på bolden, men gæsterne formåede ikke at spille sig gennem den kompakte Randers-defensiv. Tværtimod mistede Superligaens førerhold flere gange bolden på egen halvdel, hvilket gav Randers flere chancer på hurtige omstillinger.

Fem minutter før pausen var det tæt på at koste et føringsmål til kronjyderne, men den unge angriber Filip Bundgaard brændte en stor chance midt i feltet.

Efter pausen kom FCK bedre ud med langt større aggressivitet og fik lagt et fint pres på Randers-målet.

Alligevel var det Randers, der var tæt på at komme foran efter 64 minutter, da værterne endnu engang erobrede bolden på FCK’s banehalvdel, men angriberen Stephen Odeys afslutning ramte stolpen.

FCK formåede ikke at finde en scoring, og efter 84 minutter scorede Randers i stedet det afgørende mål, da Jakob Ankersen flot helflugtede bolden i nettet udenfor feltet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“