Sport - Ritzau

Ishockeytalenter vender hjem i jagt på dansk gennembrud

Ishockeytalenter vender hjem i jagt på dansk gennembrud

Ishockeytalenter vender hjem i jagt på dansk gennembrud

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Maine Quinnipiac Hockey Foto: Steve Luciano/Ritzau Scanpix

De danske klubber har travlt med at hente talenter hjem efter uddannelse i stærke udenlandske ungdomsrækker.

Mens ishockeyspillerne fra Aalborg og Herning kæmper om DM-guld, er flere af de øvrige klubber i Metal Ligaen i fuld gang med at offentliggøre klubskifter til den kommende sæson.

Det står klart, at den bedste danske række får tilgang af en stribe spillere, der vender tilbage efter at have forsøgt sig i udenlandske ungdomsrækker.

Denne sæsons bundprop, Rødovre Mighty Bulls, har mandag præsenteret de to forwards Marcus Almquist og Alex Haunstoft, der skal hjælpe den traditionsrige klub med at kravle op i tabellen.

20-årige Almquist var som teenager anset som sin årgangs måske største danske talent.

Han spillede flere sæsoner i ungdomsrækkerne hos HV71 i Sverige, inden han i 2021 rejste til Victoria Royals i den canadiske juniorliga WHL. Her blev det til to sæsoner og 82 kampe.

- Vi er overbeviste om, at Marcus' enorme fart, skarpe målinstinkt og brændende ønske om at vinde vil begejstre mange fans i arenaen og hjælpe os fremad i tabellen, siger Olaf Eller i en pressemeddelelse.

Alex Haunstoft har tilbragt de seneste fire år som forward på forskellige amerikanske ungdomshold på lavere niveau.

Også Frederikshavn White Hawks henter et af klubbens egne talenter hjem. Det drejer sig om backen Anton Stenbakken, der siden 2019 har opholdt sig i svenske Frölunda. Her har han spillet på U16-, U18- og senest U20-niveau.

Stenbakken har også været en markant spiller på flere danske ungdomslandshold og skal nu forsøge at slå igennem på seniorniveau i barndomsbyen.

- Timingen føles helt rigtig, og jeg tror, at netop erfaring fra Metal Ligaen, vil give mig mulighed for at tage yderligere skridt i min udvikling og bane vej for en fremtidig seniorkarriere i udlandet, siger den 19-årige back i en pressemeddelelse.

Sønderjyske har skrevet kontrakt med den 25-årige forward Jacob Schmidt-Svejstrup, der efter en opvækst i Rungsted og Gentofte har boet ti år i USA.

De seneste fem sæsoner har han med pæn succes spillet i den bedste collegeliga. Sønderjyske forventer da også, at man har hentet en profil til en af holdets bedste kæder.

- Han er en dygtig spiller, som spiller med fysik og går hårdt på mål, og så elsker han at score mål, siger træner Mario Simioni i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“