Sport - Ritzau

Aalborg går i stå til sidst og taber hjemme til PSG

Aalborg går i stå til sidst og taber hjemme til PSG

Aalborg går i stå til sidst og taber hjemme til PSG

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
Handball, EHF Champions League, Aalborg Handball - Paris Saint-Germain Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

PSG vandt torsdag 32-30 mod Aalborg, der gik fuldstændig i stå, da tingene skulle afgøres i slutminutterne.

PSG og Aalborg Håndbold fulgtes længe ad, men da tingene skulle afgøres, kollapsede Aalborg fuldstændig på hjemmebane i Champions League-gruppespillet.

Syv franske mål i træk i slutminutterne blev afgørende, da PSG vandt 32-30.

Nederlaget betyder, at Aalborg på andenpladsen nu er tre point bag THW Kiel, der topper gruppe A.

Kampen torsdag aften var den sidste gruppekamp på denne side af nytår. I det nye år resterer fire runder af gruppespillet.

Gæsterne fra Paris fik den bedste start på opgøret i Aalborg, hvor danske Jannick Green i det franske mål leverede flere gode redninger.

Aalborg kom dog hurtigt op i gear, og med fire danske scoringer i træk gik hjemmeholdet fra 4-6 til 8-6.

Midt i første halvleg gav Aalborg debut til stortalentet Thomas Arnoldsen, der kom til den nordjyske klub i sommer.

21-årige Arnoldsen var blevet meldt klar igen, efter at Aalborg i august sagde, at playmakeren var ude på ubestemt tid på grund af, at han var nedslidt.

Det var tydeligt, at der var en del rust, der skulle bankes af for Thomas Arnoldsen, der manglede timing i flere aktioner.

Rust var der til gengæld ikke for Aalborgs Lukas Nilsson, der spillede en god første halvleg med fire scoringer.

Sammen med Niklas Landin i målet var de to de bedste Aalborg-spillere i en tæt første halvleg, der bød på uvant mange tekniske fejl fra hjemmeholdet.

Afstanden mellem de to hold var i den første del af anden halvleg aldrig på mere end et enkelt mål, selv om særligt Aalborg ellers havde flere gode muligheder for at skabe lidt luft til de franske gæster.

Efter små 20 minutter af anden halvleg løftede taget sig i et fyldt Gigantium, da Mikkel Hansen først sendte Aalborg foran med to, mens Thomas Arnoldsen kort efter med sit første mål i Aalborg-trøjen øgede den nordjyske føring.

Derfra så det ud til, at Aalborg i sikker stil ville køre sejren hjem, men det komplet modsatte skete. Nordjyderne gik fuldstændig i stå og tog mange dårlige beslutninger og lavede mange tekniske fejl.

Det straffede PSG, der gik fra at være bagud 24-28 til at tage sejren med 32-30.

Aalborgs Lukas Nilsson blev kampens topscorer med ti scoringer.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“