Sagen om skrivelser på tysk fra de tyske skoleforeninger i Nordslesvig til Tinglysningsretten i Hobro er ikke nem at dechifrere. Justitsministeren mener, at skoleforeningerne blot skal gøre Retten opmærksom på, at skrivelserne kommer fra det tyske mindretal. Vupti så er den sag klaret, eller? Retten mener derimod, at den er i sin ret til at bede om en oversættelse. Hvem skal man tro på? Desværre må man konstatere, at Tinglysningsretten handler indenfor loven.

Mindretallets talsmand i København, Harro Hallmann, henviser til Sprogpagten, som Danmark har underskrevet og ratificeret den 8. september 2000. Sprogpagtens Artikel 9 udstikker retningslinier for, hvordan juridiske instanser bør forholde sig til brug af mindretalssprog og regionalsprog i skrift og tale. Problemet – eller fordelen, alt efter hvem der læser – med Sprogpagten er, at de lande som ratificerer den, kan fravælge – eller tilvælge, alt efter hvem der læser – klausuler efter egne behov. Og det har Danmark netop gjort ved Artikel 9. Man har frabedt sig at blive bundet af Artiklens paragraffer 1.b.iii, 1.c.iii og 2.a.b.c, som alle omhandler pligten til at modtage dokumenter udarbejdet på mindretalssprog eller regionalsprog. I forbindelse med ratificeringen har man simpelthen gjort Europarådet opmærksom på, at ifølge dansk procedurelov kan den danske regering ikke udelukke at domstolene anmoder om oversættelser. Hvad regeringen gjorde i 2000 var, om man så må sige at vaske sine hænder. Og Justitsministerens svar til Harro Hallmann er derfor en gang håndvask. 

Det er derfor ærgerligt, at Harro Hallmann har valgt at henvise til Sprogpagten. For Sprogpagten er ikke et menneskerettighedsinstrument, og derfor beskytter den ikke mindretallet og dets medlemmer. Den beskytter det tyske sprog. Hvis Harro Hallmann i stedet havde valgt at henvise til en anden af Europarådets konventioner, som Danmark har underskrevet og ratificeret, nemlig Rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal, så havde han måske fået et andet svar. Og det havde nok taget noget længere for Justitsministeriet at sætte svaret sammen. Rammekonventionen, som Danmark ratificerede den 22. september 1997, fordrer nemlig i Artikel 10, paragraf 2, at mindretal, som fremsætter ønske om at bruge deres mindretalssprog overfor offentlige myndigheder, så vidt muligt skal imødekommes. Artiklen fordrer ovenikøbet, at regeringen og de offentlige myndigheder skal gøre sit yderste for at sikre mindretallet retten til at bruge mindretalssproget i offentlige og administrative forvaltningsforretninger.

Harro Hallmann har derfor ret når han argumenterer, at staten omgår mindretallets rettigheder – i hvert fald, hvad angår Rammekonventionen. Regeringen og Centraladministrationen, og især Justitsministeriet, burde informere alle danske instanser om mindretallets rettigheder. Det er meget sjældent, at Danmarks forpligtelser under international lov er kendt ude i regionerne og kommunerne, eller som i denne sag, de administrative retsinstanser. Danmark har nu været underlagt Europarådets konventioner i henholdsvis 27 og 24 år, og de er stadig mere eller mindre ukendt i administrationskontorerne udenfor Slotsholmen. Europarådet har anmodet de danske myndigheder igen og igen om at udvide kendskabet til konventionerne og ikke mindst Danmarks forpligtelser i forhold til konventionerne. Desværre sidder de opfordringerne overhørig. Justitsministeriet kunne også gøre brug af sin forfatningsmæssige forpligtelse og udstede nøjagtige dekreter til kommunerne og regionerne. Det mangler vi. Viljen er der ikke!

Tove Hansen Malloy, PhD

Europa-Universität Flensburg

Roskilde Universitet