Sport - Ritzau

GOG fyrer ny træner efter få kampe grundet uenighed

GOG fyrer ny træner efter få kampe grundet uenighed

GOG fyrer ny træner efter få kampe grundet uenighed

Ritzau
Gudme
Zuletzt aktualisiert um:
Herreligaen, håndbold: SønderjyskE - GOG Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Håndboldklubben GOG og Ian Marko Fog er uenige om den sportslige retning og stopper derfor samarbejdet.

Få kampe inde i den nye sæson har håndboldklubben GOG fyret cheftræner Ian Marko Fog, som blev ansat i sommer.

Det oplyser GOG i en pressemeddelelse.

GOG har ikke fået en resultatmæssigt overbevisende start på sæsonen, men det er ikke årsagen til bruddet ifølge klubben fra Gudme.

Ifølge GOG skyldes det uenighed om den sportslige retning og "ønsket om en anderledes struktur på hverdagen i klubben".

Direktør Kasper Jørgensen erkender, at situationen ikke er optimal.

- Der er ingen tvivl om, at det er en udvikling, som vi meget gerne havde været foruden, men vi har overvejet sagen grundigt og har vurderet, at det var nødvendigt at handle nu.

- Det er det bedste for holdet og for klubben, og det er en beslutning, som jeg sammen med bestyrelsen tager det fulde ansvar for, siger han i meddelelsen.

GOG har vundet mesterskabet i den danske håndboldliga de seneste to år, men holdet har fået en lunken start på den nye sæson.

De tre første ligakampe har blot kastet tre point af sig, og der er allerede tre point op til førerholdet Aalborg Håndbold.

Bedre gik det i Super Cuppen, som fynboerne vandt over netop Aalborg, og onsdag fik GOG også en god start på Champions League med en sejr over slovenske Celje.

Ian Marko Fog overtog i juli styringen efter succestræneren Nicolej Krickau, som blev kapret af storklubben Flensburg-Handewitt.

Fog havde senest været direktør hos TMS Ringsted, og før det var han gennem en årrække en stor figur hos Nordsjælland Håndbold, som han trænede fra 2013 til 2018.

Afskeden med den tidligere landsholdsspiller betyder, at assistenttræneren Mikkel Voigt overtager træneransvaret i resten af sæsonen.

Han hjælpes af Thomas Brandt Nyegaard, mens Kasper Jørgensen også selv bliver en del af trænerteamet.

- Det er ikke optimalt at skifte træner midt i en sæson, men det er en konstellation, vi er trygge ved sportsligt og ledelsesmæssigt, og den giver tid til at finde den rette træner til GOG fra sommeren 2024, siger direktøren.

Det nye trænerteams første opgave bliver søndagens udekamp mod TTH Holstebro.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“