Sport - Ritzau

Wimbledons græs skal hjælpe Medvedev til sejr over Alcaraz

Wimbledons græs skal hjælpe Medvedev til sejr over Alcaraz

Wimbledons græs skal hjælpe Medvedev til sejr over Alcaraz

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-GBR-WIMBLEDON Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Daniil Medvedev håber, at det hurtige græsunderlag kan hjælpe ham i Wimbledonsemifinalen mod Carlos Alcaraz.

Daniil Medvedev har håneretten over Carlos Alcaraz i Wimbledonsammenhæng.

De to tennisprofiler, der fredag står over for hinanden i semifinalen i den prestigefyldte turnering, spillede også mod hinanden i Wimbledon i 2021.

Medvedev vandt i tre sæt over den dengang kun 18-årige spanier. Men Alcaraz fik revanche i marts med en sejr i to sæt over russeren i Indian Wells.

Det var dog under noget anderledes forhold på hard court, og Medvedev mener, at han står stærkere mod Alcaraz på Wimbledons velplejede græs.

- Indian Wells kommer ikke til at betyde ret meget her. Banen var så langsom i Indian Wells, så det bliver ikke det samme.

- I Wimbledon hopper bolden lavere. Serven er vigtigere. I Indian Wells følte jeg ikke, at jeg kunne få "gratis" point med serven, siger russeren, der netop er kendt for sin stærke serv, på ATP's hjemmeside.

Selv om Medvedev mener, forholdene i udkanten af London passer ham godt, så er det Carlos Alcaraz, der er favorit til at gå videre til finalen.

Verdensetteren vandt onsdag sin kvartfinale mod Holger Rune efter en nærmest fejlfri præstation.

- Han er en helt fantastisk spiller. Det, han bliver ved at gøre, er bare utroligt. Han stopper aldrig. Det tror jeg ikke, han kommer til, siger russeren om fredagens modstander.

- Men jeg har spillet mod mange fantastiske spillere i min karriere. Jeg har formået at vinde mange gange. Så jeg kommer til at gøre mit bedste. Hvis jeg spiller op til mit bedste, har jeg en chance.

Hverken Medvedev eller Carlos Alcaraz har før været i en Wimbledon-finale. Vinderen af deres semifinale skal møde enten Novak Djokovic eller Jannik Sinner.

Djokovic jagter sin ottende Wimbledon-titel og 24. grand slam-titel i alt.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“