Sport - Ritzau

Tre danskere sikrer sig adgang til DP World Tour

Tre danskere sikrer sig adgang til DP World Tour

Tre danskere sikrer sig adgang til DP World Tour

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Filip Mruzek Foto: Roman Vondrous/Ritzau Scanpix

Sebastian Friedrichsen, Jonathan Gøth-Rasmussen og Søren Broholt Lind bliver fremover en del af DP World Tour.

I den kommende sæson kan man se frem til tre nye danske bekendtskaber på DP World Tour, der tidligere har været kendt som European Tour.

De tre golfspillere Sebastian Friedrichsen, Jonathan Gøth-Rasmussen og Søren Broholt Lind har ved turneringen Final Stage i Spanien sikret sig en billet den kommende tour.

De 25 bedste spillere ved turneringen i Spanien ville indløse adgang til næste års DP World Tour. Sebastian Friedrichsen endte på en tredjeplads, mens Jonathan Gøth-Rasmussen og Søren Broholt Lind begge endte samlet som nummer 22.

Der er turneringer over hele verden, der er en del af DP World Tour. Den danske golfturnering Danish Golf Championship er blandt andre en del af touren.

Siden fredag har Final Stage været spillet i Spanien.

Det så længe ud til, at danske Sebastian Friedrichsen skulle løbe med turneringssejren, og inden sidstedagen onsdag lå danskeren i spidsen.

21-årige Friedrichsen gik dog en smule i stå onsdag, hvor han gik runden i par, hvilket betød, at han gled ned på en samlet tredjeplads.

Jonathan Gøth-Rasmussen kom særligt i fokus søndag, da han fik en drømmestart på runden med en hole-in-one.

Samme niveau havde Gøth-Rasmussen ikke på onsdagens sidste runde, som han gik tre slag over par. Det var dog stadig nok til en samlet plads i top 25.

Søren Broholt Lind var den sidste dansker, der klemte sig ind i top 25, da han på allersidste hul onsdag leverede en eagle, hvilket akkurat også sikrede ham en billet til DP World Tour.

I 2023 har 14 danskere spillet på touren i form af blandt andre Thorbjørn Olesen, Rasmus Højgaard, Jeff Winther og Marcus Helligkilde.

2024-sæsonen af DP World Tour skydes allerede i gang i slutningen af november med turneringer i Australien og Sydafrika.

I alt har ti danskere sikret et kort på den kommende sæsons tour.

Ud over de tre nye navne har Thorbjørn Olesen, Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Jeff Winther, Marcus Helligkilde og Niklas Nørgaard spillet sig til et nyt kort gennem Race to Dubai-listen.

Endelig er Søren Kjeldsen også sikret en plads gennem sin karriereindtjening på touren.

Thomas Bjørns indtjeningskategori udløber, og han ryger derfor ud.

John Axelsen, Martin Leth Simonsen, Christoffer Bring og Oliver Hundebøll glider også alle ud, men flere af dem vil dog spille med i flere af de mindre turneringer på touren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“