Sport - Ritzau

Topholdene Liverpool og City tager sikre sejre

Topholdene Liverpool og City tager sikre sejre

Topholdene Liverpool og City tager sikre sejre

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-PR-MAN CITY-BURNLEY Foto: Darren Staples/Ritzau Scanpix

Førerholdet Liverpool slog Chelsea 4-1, mens Manchester City gav comeback til Erling Haaland i 3-1-sejr.

Liverpool og Manchester City er på toppen af Premier League, efter at det onsdag aften blev til sikre sejre til topholdene.

Liverpool slog hjemme Chelsea 4-1 efter blandt andet en flot præstation af den 20-årige backkomet Conor Bradley, mens Manchester City hjemme tævede den tidligere City-stjerne Vincent Kompanys hårdt prøvede Burnley 3-1.

Liverpool topper dermed tabellen med 51 point for 22 kampe. City følger efter med 46 point for 21 kampe.

Der var aldrig tvivl om City-sejren, der blev sikret efter to træffere af den argentinske angriber Julian Alvarez i første halvleg og en enkelt af den spanske midtbanespiller Rodri i en anden halvleg, hvor Erling Haaland fik comeback efter næsten to måneders pause.

I ti kampe uden nordmanden havde City hentet ni sejre og en uafgjort, og holdet klarede sig også glimrende uden ham i de første 71 minutter.

Alvarez, der fyldte 24 år onsdag, åbnede ballet med hovedet efter et kvarter, og godt fem minutter senere fordoblede han totalen efter et smart frisparksoplæg af ligeledes tilbagevendte Kevin De Bruyne.

Rodri øgede til 3-0 efter oplæg af Phil Foden kort inde i anden halvleg, og derfra var det tæt på cruise control i resten af kampen, som danske Jacob Bruun Larsen så fra gæsternes bænk. Først i overtiden fik Burnley pyntet på resultatet.

I Liverpool strålede den 20-årige højreback Conor Bradley med en scoring og to assister i sin blot anden Premier League-kamp, og derudover markerede også frontløberen Darwin Nunez sig.

Fire gange - inklusive et straffespark - ramte uruguayaneren træværket, og det er ifølge statistikfirmaet OptaJoe første gang det sker for en spiller i en Premier League-kamp i mere end 20 år.

Ud over Bradley kom også Diogo Jota, Dominik Szoboszlai og Luis Diaz på måltavlen.

Andetsteds startede både Mads Roerslev, Christian Nørgaard og Mathias Jensen for Brentford i udekampen mod Tottenham.

Roerslev fik en tidlig scoring underkendt for offside, men Brentford gik alligevel til pausen foran 1-0, da Neal Maupay havde tacklet en ripost over stregen.

Pierre-Emile Højbjerg blev smidt i aktion for Tottenham fra anden halvlegs start og var med til at vende kampen på hovedet.

Især i Roerslevs højre forsvarsside blæste Tottenham igennem mange gange, og på to gyldne minutter blev det 2-1 til værterne, inden formstærke Richarlison øgede til 3-1.

Angriberen Ivan Toney scorede for anden gang, siden han for nyligt vendte tilbage efter en lang karantæne for brud på ligaens bettingregler, og i overtiden havde Thomas Franks tropper også et par gode bud på en udligning, men for 11. gang i sæsonen endte det med Brentford-nederlag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Kulturkommentar

Claudia Knauer
Claudia Knauer
„Verbindlich – Unverbindlich“