Sport - Ritzau

Team Esbjerg følger Odense i Champions League-kvartfinale

Team Esbjerg følger Odense i Champions League-kvartfinale

Team Esbjerg følger Odense i Champions League-kvartfinale

Ritzau
Esbjerg
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold: Team Esbjerg - Brest Bretagne Handball Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Esbjergenserne kom ikke i problemer i returkampen mod Brest Bretagne og er videre i Champions League.

Dansk håndbold får to hold med i kvartfinalerne i kvindernes Champions League.

Søndag eftermiddag spillede Team Esbjerg sig videre fra første playoffrunde med en samlet sejr over franske Brest Bretagne. Efter en vestjysk tremålssejr i Frankrig gjorde man arbejdet færdigt ved at vinde 27-24 hjemme i Esbjerg.

Det forsvarsstærke franske mandskab spillede ellers sin chance og skabte især i begyndelsen visse udfordringer for Team Esbjerg.

Men anført af Henny Reistad og den på ny velspillende målvogter Anna Kristensen holdt esbjergenserne hele tiden gæsterne i kort snor.

Da Julie Foggea i det franske mål fumlede en Reistad-afslutning ind over stregen i første halvlegs sidste sekunder, gik Team Esbjerg til pause med en føring på 14-12.

Dermed kunne esbjergenserne tillade sig at tabe anden halvleg med fire overskydende mål, og der var intet, der tydede på, at kvartfinalepladsen skulle komme i fare.

I bagkæden havde høje Mette Tranborg en fin eftermiddag. Landsholdsspilleren blev spillet op til sine afslutninger i fart, så de hårde venstrehåndshug fik maksimal effekt.

Skal man kritisere Team Esbjerg for noget, må det være de lovlig mange afbrændere i helt fri position. Især Nora Mørk havde svært ved at få skudt sig i gang.

Det skabte lidt frustrationer, men fik ingen betydning for det samlede regnskab. I de sidste ti minutter gav de franske gæster reelt op, og publikum kunne klappe esbjergenserne frem til slutfløjtet.

- Det er lidt ærgerligt, at vi ikke fik lukket kampen før, for vi havde mange muligheder. Men det var heller ikke sådan, at jeg følte, at det var helt vildt spændende på noget tidspunkt, siger Anna Kristensen.

- Det siger meget om vores niveau og især vores bundniveau, at vi slår et godt fransk hold på en dag, hvor vi ikke spiller op til vores bedste, mener hun.

Modstanderen i kvartfinalen bliver for andet år i træk CSM Bucuresti fra Rumænien. Sidste år tog esbjergenserne sejren efter to ultratætte kampe.

- Jeg synes jo, at vi kan gå hele vejen. Vi har nogle af de allerbedste spillere i Europa lige nu. Men vi ved også, at Bucuresti bliver en kæmpe udfordring i næste runde, lyder det fra Anna Kristensen.

Det første kvartfinaleopgør spilles 29. eller 30. april. Der er returkamp weekenden efter.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“