Sport - Ritzau

Skadet Rune opgiver i semifinale i Montpellier

Skadet Rune opgiver i semifinale i Montpellier

Skadet Rune opgiver i semifinale i Montpellier

Ritzau
Montpellier
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-ATP-FRA Foto: Pascal Guyot/Ritzau Scanpix

Holger Rune opgav at spille semifinale mod Borna Coric færdig på grund af smerter i armen.

Holger Rune bliver ikke en del af søndagens finale i ATP 250-turneringen i Montpellier.

Lørdag aften tabte danskeren sin semifinale mod kroaten Borna Coric, der er nummer 37 på verdensranglisten.

Rune, der er nummer syv, var hæmmet af smerter i armen og opgav at spille videre ved stillingen 3-6, 1-4.

Rune virkede ellers klar og fokuseret fra start. Primært en stærk defensiv hjalp ham til et brud allerede til 2-1 i første sæt.

Men Coric var også kommet godt fra start. Han spillede med stor aggressivt og længde på slagene. Det overrumplede Rune i de efterfølgende partier.

Kroaten satte ikke en fod forkert i den fase. Han brød tilbage og vandt 11 bolde i træk, før Rune reagerede ved at hamre sin ketcher i gulvet.

Det hjalp at få vreden ud af kroppen. For Rune afværgede efterfølgende tre breakbolde og holdt serv til 3-3.

Men det var en stakket frist, da den 27-årige kroat fortsatte på et meget højt niveau. Fra stillingen 40-40 ved 3-3 snuppede han 10 af de næste 11 bolde og vandt sættet.

Derefter tog Coric momentum med ind i andet sæt, hvor han brød til 1-0.

Danskeren havde svært ved at få serven til at fungere, og samtidig var Coric klinisk i egne partier.

Rune bevægede sig heller ikke så godt som tidligere i turneringen, og man fornemmede, at han var hæmmet.

Det fik man svaret på efter tre partier i andet sæt, hvor han bad om behandling til sin højre arm.

Rune gav det et skud mere, men tabte også de to næste partier, hvorefter han valgte at sige tak for kampen.

I en sms til TV 2 Sport oplyser mor og manager Aneke Rune, at Holger Rune allerede fredag mærkede til skaden.

- Hans albue/underarm var øm allerede i går (fredag, red.), og aftalen var, at hvis han mærkede det i albuen i kamp, og det ikke lindrede ved behandling af musklen, skulle han stoppe, siger Aneke Rune i en besked.

Coric skal i finalen møde Alexander Bublik fra Kasakhstan. Han slog i lørdagens første semifinale canadieren Felix Auger-Aliassime med cifrene 4-6, 6-4, 6-4.

Holger Rune holder turneringsfri i den kommende uge, før han ugen efter spiller ATP 500-turneringen i Rotterdam.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“