Sport - Ritzau

Silkeborg-træner roser betondefensiv og målsluger

Silkeborg-træner roser betondefensiv og målsluger

Silkeborg-træner roser betondefensiv og målsluger

Ritzau
Silkeborg
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Silkeborg IF -Viborg FF Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Silkeborg-træner Kent Nielsen mener, at holdet har en endnu bedre defensiv, end da man vandt bronze.

Fem sejre i træk og 19 point ud af de seneste 21 mulige.

Det er status for et uhyre formstærkt Silkeborg IF-mandskab, der har spillet sig helt op på Superligaens andenplads.

Tilmed har Silkeborg i de fem sejre blot lukket et enkelt mål ind, og ifølge træner Kent Nielsen er defensiven endnu bedre, end da Silkeborg i 2021/2022-sæsonen vandt bronzemedaljer.

- Det er meget svært at score mod os i øjeblikket. Vi er i en periode, hvor vores defensiv toppræsterer, og så har vi en angriber, der scorer, når han har lyst lige for tiden. Den kombination giver rigtig mange point, men det er en svær kombination at opretholde.

- Vi forsvarer bedre nu, end vi gjorde i bronzesæsonen, men til gengæld spillede vi væsentligt bedre og mere attraktivt i bronzesæsonen, siger Silkeborg-træneren.

Trods den meget stabile defensiv og den vilde sejrsstime, bruger Silkeborg ikke meget tid og energi på at drømme om en gentagelse af forrige sæsons bronzemedaljer og europæiske eventyr.

- Vi arbejder ikke med håb eller tro, og vi tænder ikke et lys for at få guderne på vores side, men vi arbejder for sagen.

- Det er vores kollektiv, der er stærkt i øjeblikket, og så har vi en individualist, der scorer målene. Min holdning er stadigvæk, at vi ikke kan konkurrere med de store hold over længere tid, siger Kent Nielsen.

Individualisten, som Silkeborg-træneren taler om, hedder Alexander Lind.

Hvor Silkeborg i bronzesæsonen havde en frygtindgydende fronttrio bestående af Nicklas Helenius, Nicolai Vallys og Sebastian Jørgensen, der fordelte målene mellem sig, er det på det nuværende hold primært Alexander Lind, der har stået for målfesten.

Søndag scorede han begge mål i 2-0-sejren over Viborg, og den brandvarme angriber har scoret i syv superligakampe i træk.

Begge hans mål mod Viborg kom på riposter i Viborg-feltet, og ifølge Kent Nielsen var det en blanding af dygtighed og held.

- Vi måtte lige tjekke vandet inde i badekaret, om Lind virkelig kunne gå på det, for jeg ved ikke, hvordan han kunne lave to mål med sådan en kamp, som han spillede.

- Det er ikke helt tilfældigt, men der er tilfældighedernes præg. Han er i en periode, hvor alt går hans vej, og det skal han nyde. Men spillere som Lind har også noget fornemmelse af, hvor bolden ender.

Alexander Lind og Silkeborg skal forsøge at udbygge mål- og sejrsstimen næste runde med en udekamp mod Randers.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“