Sport - Ritzau

Siddesår tvinger Søren Kragh Andersen til VM-afbud

Siddesår tvinger Søren Kragh Andersen til VM-afbud

Siddesår tvinger Søren Kragh Andersen til VM-afbud

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-ITA-MILAN-SAN REMO Foto: Tim De Waele/Ritzau Scanpix

Landstræner Anders Lund har udtaget 24-årige Anthon Charmig som erstatning for Søren Kragh Andersen.

Søren Kragh Andersen kommer alligevel ikke til at køre VM i landevejscykling senere i september.

Den stærke cykelrytter, der til daglig kører for DSM, har pådraget sig et siddesår. Derfor kommer han ikke med til Australien.

Det oplyser landstræner Anders Lund i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union. Det fremgår, at Uno-X-rytteren Anthon Charmig overtager Søren Kragh Andersens plads.

- Søren Kragh Andersen har været nødt til at trække sig fra VM med et slemt siddesår, siger landstræner Anders Lund.

- Det er selvfølgelig en betragtelig streg i regningen, men jeg synes, at vi med Anthon Charmig som ny ottendemand i truppen stadig stiller med et rigtig stærkt hold, siger han.

Søren Kragh Andersen skulle også have kørt enkeltstart, ligesom han skulle have deltaget i disciplinen mixed relay, som er en stafet for blandede hold.

I stedet for rytteren fra Strib skal Magnus Cort (EF) nu køre enkeltstart, mens Mikkel Honoré (Quick-Step) skal køre mixed relay.

Søren Kragh Andersen kommer formentlig ikke til at tænke tilbage på 2022 som det største år i karrieren.

Han blev droppet af sit hold til Tour de France-starten i Danmark, og nu misser han altså VM på grund af et siddesår.

Dermed kan han så småt begynde at glæde sig til at starte på en frisk i det nye år, hvor han forlader DSM til fordel for Alpecin.

24-årige Anthon Charmig, der overtager hans plads ved VM, er et forholdsvis ubeskrevet blad, men er ikke desto mindre en af de mest talentfulde ryttere i på den danske cykelscene.

Han tørner som sagt ud for det storsatsende norske hold Uno-X, for hvem han tidligere i år vandt sin første professionelle sejr. Det skete, da han kørte først over stregen på 3. etape i Tour of Oman og vandt ungdomstrøjen.

Ved PostNord Danmark Rundt snuppede han en flot niendeplads på kongeetapen til Vejle, hvor han kun blev overgået af løbets helt store favoritter.

Sammen med Mattias Skjelmose (Trek), Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech), Magnus Cort, Alexander Kamp (Trek), Michael Mørkøv (Quick-Step), Mikkel Honoré og Mikkel Bjerg (UAE) udgør han nu holdet til linjeløbet i australske Wollongong.

VM i landevejscykling afvikles fra 18. til 25. september. Herrernes linjeløb køres 25. september.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“