Sport - Ritzau

Senatet revser PGA: I lader Saudi-Arabien købe indflydelse i USA

Senatet revser PGA: I lader Saudi-Arabien købe indflydelse i USA

Senatet revser PGA: I lader Saudi-Arabien købe indflydelse i USA

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
The PGA-LIV Deal Foto: Tom Williams/Ritzau Scanpix

Cheferne for PGA Tour fik tirsdag kritik i Senatet i USA for aftalen med saudiarabisk finansierede LIV Golf.

Cheferne for verdens største golftour, PGA Tour, måtte tirsdag lægge ører til kras kritik fra Senatet, det ene af kamrene i Kongressen i USA, for aftalen, som den har indgået med den saudiarabisk finansierede tour LIV Golf.

Ron Price, PGA's vicedirektør, og bestyrelsesmedlem Jimmy Dunne var mødt op for at forklare sig for Senatet. PGA's administrerende direktør, Jay Monahan, er sygemeldt og mødte derfor ikke op.

Richard Blumenthal, en demokratisk senator valgt i delstaten Connecticut, som er formand for senatsunderudvalget, der undersøger aftalen, kritiserede PGA for at give efter for et saudiarabisk ønske om at "købe sig til indflydelse" i amerikansk sport.

- Dagens høring handler om meget mere end bare golf, sagde han.

- Den handler om, hvordan et brutalt og undertrykkende regime kan købe sig til indflydelse - og endda helt overtage en elsket amerikansk institution bare for at rense sit offentlige image.

- Et regime, som har dræbt journalister, fængslet og tortureret kritikere, fostret krigen i Yemen og støtte andre terroraktiviteter, siger han og tilføjer, at han føler sig "forrådt".

Saudi-Arabien sendte chokbølger igennem golfverden for cirka fire år siden, da en investeringsfond fra landet, PIF, offentliggjorde en ny golftour og forsøgte at lokke etablerede golfstjerner til med store præmieposer.

Den nye konkurrent til PGA Tour endte med at få navnet LIV Golf. PGA og LIV Golf kom med det samme i clinch og har stredes stort set lige siden.

PGA har blandt andet udelukket spillere, der er afhoppet til LIV Golf. Spillerne er også blevet forment adgang til Ryder Cups europæiske hold.

Striden fik en brat afslutning, da PGA og LIV Golf i juni kunne annoncere, at de havde indgået et nyt partnerskab, som skulle gøre en ende på konflikten.

LIV Golf-spillere kunne vende tilbage til PGA Touren i en sammensmeltning, der skulle kendes som NewCo - med guvernøren fra PIF, Yasir Al-Rumayyan, som formand og Jay Monahan som direktør.

Ron Price nægtede tirsdag at svare på, hvor meget af PGA Tour der vil være ejet af den saudiarabiske investeringsfond. Det vil dog ikke være en kontrollerende andel.

Han erkendte dog, at mens det endnu ikke er fastsat, hvor mange penge investeringsfonden PIF skyder i projektet, vil det være et "betydeligt beløb".

- Der har været drøftelser. Det vil være et betydeligt beløb. Over en milliard dollar (6,8 milliarder kroner, red.), sagde han til Senatet.

LIV Golf har fået kritik fra folk og organisationer, som mener, at touren er et saudiarabisk redskab til "sportswashing".

Begrebet dækker over, når eksempelvis lande som Saudi-Arabien, der står anklaget for flere brud på menneskerettighederne, forsøger at købe sig til et forbedret omdømme gennem sport.

/ritzau/Reuters

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“