Sport - Ritzau

Retssag mellem sportsstjerner og bookmaker skal nu afgøres

Retssag mellem sportsstjerner og bookmaker skal nu afgøres

Retssag mellem sportsstjerner og bookmaker skal nu afgøres

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
All England Open Badminton Championships Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix

Mandag afgøres sagen i retten, hvor 23 danske sportsstjerner har sagsøgt bookmaker for 4,8 millioner kroner.

Christian Eriksen, Mikkel Hansen og Viktor Axelsen. Listen over de danske sportsstjerner, der har sagsøgt bookmakeren Bet365, er fyldt med prominente navne.

Mandag bliver sagen efter to måneders venten afgjort i Sø- og Handelsretten.

Det er 23 af de største danske sportsstjerner, der via deres fagforeninger har sagsøgt Bet365 i en sag om markedsføring og anklager om ulovlig brug af imagerettigheder.

Spilvirksomheden har flere gange brugt atleternes navne og ansigter i opslag på sociale medier.

På baggrund af opslagene fra Bet365 forlanger de 23 sportsstjerner samlet 4,8 millioner kroner plus procesrenter i erstatning.

Opslagene blev lavet fra 19. februar 2019 til 11. marts 2021.

Ved to retsmøder i marts i år afgav stjerner og fagforeninger deres forklaringer om sagen. Nu skal retten så tage stilling til, om der har været brud på markedsføringsloven.

Ifølge juraprofessor ved Aalborg Universitet og CBS Jan Trzaskowski virker det til, at det, Bet365 har foretaget sig, i udgangspunktet er ulovligt.

Jan Trzaskowski er professor i markedsføringsret. Han peger på, at der er en snæver mulighed for at bruge sportsnavne i forbindelse med markedsføring uden tilladelse.

Det kræver nemlig i udgangspunktet samtykke, hvis man vil udnytte en persons reklameværdi i sin markedsføring.

- Der er en snæver åbning for loyal brug af sportsfolks navne, og det er meget sjældent tilladt at bruge billeder af dem, siger han.

Ifølge Jan Trzaskowski er det svært at sige, hvad udfaldet af mandagens dom præcist bliver.

Men han forventer, at eventuelle nybrud i retspraksis angår beregningen af erstatningen for uretmæssig brug af kendte personers reklameværdi.

Badmintonspilleren Viktor Axelsen, der er part i sagen, sagde i retten, at han i hvert fald ikke var blevet spurgt om tilladelse.

- Jeg synes, det er grænseoverskridende, at selskabet har brugt billeder af mig på sociale medier, sagde han i retten i marts.

Repræsentant for Bet365 Edward Musa forklarede i retten, at spilvirksomheden ikke lavede opslagene i markedsføringsøjemed.

- Vi lavede opslagene, fordi vi gerne ville interagere med vores følgere, sagde han.

Afgørelsen falder i Sø- og Handelsretten i København mandag klokken 10.00.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“