Sport - Ritzau

Regeringen fejer forslag om sløjfet Team Danmark-tilskud af bordet

Regeringen fejer forslag om sløjfet Team Danmark-tilskud af bordet

Regeringen fejer forslag om sløjfet Team Danmark-tilskud af bordet

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Velkomstfest for Ol atleter I Exprimentarium Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ifølge regeringens finanslovsforslag skal Team Danmark have ekstrabevilling på 4,3 millioner kroner årligt.

Da Socialdemokratiet i august sidste år fremlagde sit forslag til en finanslov, indeholdt det et stop for et årligt ekstratilskud til Team Danmark på 4,1 million kroner.

Men siden har partiet fundet sammen med Venstre og Moderaterne i en ny regering, og nu kan de mange danske atleter måske alligevel ånde lettet op.

Torsdag fremlægger regeringen sit finanslovsforslag, og her står Team Danmark til at få en ekstrabevilling på 4,3 millioner kroner årligt til og med 2026 - eller 17,2 millioner over fire år. Det erfarer Ritzau.

Tilskuddet er de seneste år blevet givet til Team Danmark som kompensation for en nedgang i den generelle støtte. Team Danmark modtager årligt i omegnen af 100 millioner kroner i udlodningsmidler.

Men i sidste års finanslovsforslag lagde den socialdemokratiske etpartiregering op til, at det særlige tilskud som del af en "stram finanslov" ikke skulle videreføres.

Efter valget i november har tonen været en anden.

Kulturminister Jakob Engel Schmidt (M) luftede i januar muligheden for at sende flere penge i udøvernes retning.

Og hos Venstre er kulturordfører Jan E. Jørgensen godt tilfreds med, at det er lykkedes at få flere penge på bordet.

- Det var en del af det finanslovsudspil, vi selv fremlagde, før vi kom i regering med Socialdemokratiet. Vi har presset gevaldigt på, men socialdemokraterne interesserer sig selvfølgelig også for sport, siger han.

Han ser ikke noget problem i at lægge ekstra penge i sport i en tid, hvor der skal spares på mange områder.

- Kultur- og idrætsområdet er et af de eneste områder, der får ekstra penge i år. Det er en meget stram finanslov, der lægges op til.

- Jeg tror ikke, at der er andre steder, du kunne gøre så stor en forskel for det beløb. Sport er vigtigt. Det er noget, der samler nationen og giver os national stolthed. Man føler næsten, man selv har været med ude i træningslokalet, når der står en dansk topatlet på sejrsskamlen, siger Jan E. Jørgensen.

I sin årsrapport for 2022 skrev Team Danmark for nylig, at organisationen regner med at få 101,6 millioner kroner fra udlodningsmidlerne via Kulturministeriet i år. Det er en stigning fra 95,8 millioner i 2022.

Pengene stammer fra overskuddet i Danske Spil.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“