Sport - Ritzau

Peter Møller: Fedt at teste fodboldkvinder mod de bedste

Peter Møller: Fedt at teste fodboldkvinder mod de bedste

Peter Møller: Fedt at teste fodboldkvinder mod de bedste

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
VM 2022: DBU holder pressemøde i Qatar Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmarks modstandere til Nations League er nu fundet, og fodbolddirektøren i DBU, Peter Møller, glæder sig.

- Vejen til hæder begynder nu.

Sådan lød det, da puljerne til den første udgave af kvindernes Nations League skulle findes tirsdag.

I DBU ventede man også på lodtrækningen med spænding. Danmarks tre modstandere til efterårets kampe skulle findes.

- Vi drømmer naturligvis om at stå med pokalen. Og skal vi det, skal vi forbi Tyskland, lyder det fra Peter Møller, fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU).

For Danmark møder nemlig de tidligere EM-, VM- og olympiske guldvindere fra Tyskland samt Island og Wales.

- Sidst vi mødte Tyskland, var de meget stærke, så det bliver en svær modstander, siger Peter Møller, der var til stede ved lodtrækningen i Genève i Schweiz.

Han glæder sig først og fremmest over det nye format, hvor der frem for testkampe er point på spil lige fra start.

- Hele formatet er yderst positivt både for spillere, forbund og fans, lyder det fra fodbolddirektøren.

- Det bliver fedt for holdet at blive testet mod de allerbedste med kampe fra øverste hylde, uddyber han.

Med hensyn til de andre modstandere peger Peter Møller på, at det er længe siden, Danmark har mødt dem.

Men hvis man kigger på rangering og på at have deltaget i slutrunder, vil Danmark være favorit, vurderer han.

- Men når det er sagt, er det ikke bare to hold, vi kommer til at køre over, understreger Peter Møller.

Der er da også lige et VM, der skal spilles først, inden Nations League, der fungerer som kvalifikation til OL i Paris næste år, fløjtes i gang til september.

Ud over værtsnationen, Frankrig, er der to europæiske pladser i OL-turneringen, og de uddeles til de to bedste i Nations League.

For at komme til OL skal Danmark vinde sin gruppe, hvorefter det kræver en semifinalesejr at indløse billet til den franske hovedstad næste sommer.

En placering blandt de to bedste i gruppen baner desuden vej til topseedning ved lodtrækningen til EM-kvalifikationen.

Peter Møller tør ikke spå om Danmarks chancer endnu, da meget kan nå at ske inden da. Men han peger på, at en vigtig brik mod OL bliver mod Tyskland.

- Selv om Tyskland er en hård modstander, bliver det lærerigt. Hvis vi skal udvikle os og tage de sidste skridt, så skal vi spille mod de bedste, og det er Tyskland, siger Peter Møller.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“