Sport - Ritzau

Ny klubforening vil brede magten ud i europæisk fodbold

Ny klubforening vil brede magten ud i europæisk fodbold

Ny klubforening vil brede magten ud i europæisk fodbold

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FILES-FBL-EUR-SUPER-UEFA-C1 Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

De største klubber har taget magten, og for alle andre er drømmen at vinde CL væk, mener ny klubforening.

En ny sammenslutning af fodboldklubber ønsker at brede magten i europæisk fodbold ud.

Den nystiftede klubforening, Union of European Clubs (UEC), mener, at en lille gruppe af klubber i den absolutte top af det europæiske fodboldhierarki har fået for stor indflydelse.

Stifter og generalsekretær i UEC Katarina Pijetlovic peger på, at det er de samme få klubber, der hvert år når langt i Champions League. Hun ser det som et tegn på, at noget er galt.

- Der er bestemte styreredskaber i europæisk fodbold, som favoriserer de store klubber. De store klubber er med til at bestemme, mens flertallet er uden indflydelse på, hvad der foregår.

- Bortset fra en lille gruppe af klubber er alle andre ekskluderet fra at kæmpe med i den absolutte top, siger Pijetlovic.

Stifteren fortæller, at den nye klubsammenslutning henvender sig til langt størstedelen af Europas 1567 professionelle klubber, hvoraf man estimerer, at 92 procent er uden indflydelse.

De første officielle medlemmer er klubber som spanske Osasuna, Lokomotiva Zagreb fra Kroatien og belgiske Royale Union Saint-Gilloise.

Målet er blive inviteret med til bordet i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), hvor den anden klubsammenslutning, European Club Association (ECA), er med til at påvirke kursen.

ECA's medlemmer tæller alle de store klubber, blandt andre de 12 klubber som i 2021 forsøgte at skabe den lukkede udbryderliga European Super League, men også flere mindre klubber.

De mindre ECA-klubber har ifølge Pijetlovic knapt så meget at skulle have sagt på grund af ECA's typer af medlemskaber.

FC København er blandt de danske klubber, der er medlem af ECA. I FCK er fornemmelsen den modsatte, nemlig at de største europæiske klubber i ECA er begyndt at afgive mere magt til de mindre klubber.

Director of Football Operations and International Affairs, Daniel Rommedahl, fortæller, at flere storklubbers forsøg på at skabe en lukket udbryderliga har renset luften.

Det skyldes, at fodboldfans overalt i Europa reagerede kraftigt imod ligaen.

- European Super League katalyserede nogle ting, der gjorde, at nu blander vi ordentlig blod - de store og små.

- ECA vil ikke være en organisation, der står for sådan noget. ECA skal repræsentere både store og små, siger Rommedahl, der også ønsker sig mere udskiftning i Champions League.

- Jeg forstår godt, at der er bekymringer, men er der brug for en ny organisation?

- De bekymringer, som de kommer med, bliver fint adresseret lige nu. Ingen synes, det er fedt, hvis der kun er tre klubber, der kan vinde Champions League, siger han.

På lørdag spilles Champions League-finalen i Istanbul, hvor Manchester City og Inter mødes.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“