Sport - Ritzau
Før ny dansk-norsk krig på isen: Vi er trætte af hinanden
Før ny dansk-norsk krig på isen: Vi er trætte af hinanden
Før ny dansk-norsk krig på isen: Vi er trætte af hinanden
For femte gang på en måned står Danmarks og Norges ishockeylandshold tirsdag over for hinanden.
I forvejen er forholdet mellem de danske og norske ishockeylandsholdsspillere ikke det bedste efter årtiers rivalisering. Bedre bliver det ikke af, at de to landshold nærmest konstant skal slås med hinanden på isen.
I et noget ensformigt opvarmningsprogram før VM spillede de to lande nemlig fire gange mod hinanden. Dermed bliver tirsdagens VM-brag i Prag femte gang på en måned, at Danmark og Norge mødes i en landskamp.
Spørgsmålet er, om ikke spillerne efterhånden begynder at blive trætte af hinanden.
- Jo, det gør man, siger den danske center Patrick Russell.
- Det er mange kampe mod samme modstander. Og det er et godt hold, der spiller hårdt og fysisk, siger han.
Danmark vandt det første møde 11. april, mens Norge tog sejren i de tre næste. De to sidste efter overtid. Det er næsten som en slutspilsserie, hvor samme spillere mødes igen og igen.
På forhånd er det svært at udpege en favorit, men man kan være ret sikker på, at det bliver jævnbyrdigt.
- De mange møder giver nogle små interne kampe på isen. Men det er på den anden side også sjovt og en del af sporten, lyder det fra Patrick Russell.
Forwarden Mikkel Aagaard mødte tidligt ind i VM-træningslejren og var med i samtlige fire testkampe mod naboerne.
- Det er selvfølgelig lidt specielt. Vi har jo opbygget en lille rivalisering med nordmændene. Vi ved, at det bliver en rigtig intens kamp med højt tempo. Det gælder om at være klar, siger Mikkel Aagaard.
Norge er blevet nummer 13 ved VM tre år i træk, men betragtes som en nation i fremgang. Unge talenter som backen Stian Solberg og forwarden Michael Brandsegg-Nygård er folk med fremtiden foran sig.
I Prag har man tilmed to af Norges største ishockeynavne i nyere tid til at holde styr på tropperne.
NHL-forwarden Mats Zaccarello er til VM for første gang i otte år, mens 40-årige Patrick Thoresen har indvilget i at tage en ny landsholdstørn.
- De har nogle spillere med, der vil fremad og tør spille. Det er bare fedt, men jeg mener, at vi har en god chance, siger Mikkel Aagaard.
Historien om den dansk-norske rivalisering får endnu et kapitel i sensommeren. Her mødes de to hold i det, der formentlig bliver en knald eller fald-kamp om en billet til vinter-OL i 2026.
/ritzau/