Sport - Ritzau

Morten Olsen om Pelé: Han startede drømmene

Morten Olsen om Pelé: Han startede drømmene

Morten Olsen om Pelé: Han startede drømmene

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Danmark-Brasilien, Morten Olsen, Pelé, Edson Arantes do Nascimento Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Pelé spillede den slags fodbold, Morten Olsen og hans venner som drenge ville spille, siger ekslandstræneren.

Fodboldverdenen er blevet et ikon fattigere. Pelé er efter længere tids sygdom død i en alder af 82 år.

Den brasilianske legende betød meget for mange fodboldspillere. Blandt andre Morten Olsen.

For den tidligere danske landsholdsspiller og landstræner var Pelé i en tidlig alder symbolet på det ypperste inden for spillet med den runde bold.

- Pelé var tre gange verdensmester. Det er jo fuldstændig unikt. Derfor står han jo som værende den første store spiller - især fra det dengang ukendte Sydamerika.

- Ved VM så vi Pelé lave noget, som vi dengang ikke så nogen i Europa lave, siger Morten Olsen.

Han har et særligt minde med Pelé. I 1989 var brasilianeren til stede, da Olsen spillede sin sidste landskamp, nummer 102. I den forbindelse overrakte Pelé en brasiliansk landsholdstrøje til Olsen.

- For mig var han med til at "lukke cirklen" for min fodboldkarriere. Han var til stede ved min sidste landskamp i Idrætsparken.

- Han var som sagt den første store spiller, jeg havde set som dreng, og så stod han pludselig der den dag, hvor ens egen karriere sluttede, og afleverede en trøje.

- Han var ikke bare en af de store, da jeg selv startede, men det var egentlig ham, der startede drømmene. Han spillede den slags fodbold, vi knægte kunne lide, og som vi prøvede at efterabe, og så var han der, da min karriere sluttede. Hvor stort kan det blive?, siger Morten Olsen.

I hans øjne var Pelé en noget nær komplet spiller.

- Han havde den teknik, hurtighed og angrebsmæssige alsidighed, som gør, at han jo i dag med rette af mange betegnes som værende blandt de helt store inden for fodbolden de sidste 50 år sammen med Diego Maradona, Lionel Messi og Johan Cruyff måske.

- Der er nogle store spillere i hver generation, og Pelé var i sin generation absolut den største, siger Morten Olsen.

Brasiliansk fodbold er for mange lig med en legende spillestil. Sambabold. Det var Pelé en slags foregangsmand for, mener Olsen.

- Han var jo hovedeksemplet på brasiliansk fodbold. I hvert fald i hans tid. Han var individualisten, som afgjorde fodboldkampe. Han vandt fodboldkampe, men det var også måden, han gjorde det på, og det er jo det, brasilianerne har stået for til efterligning senere hen for mange europæiske spillere også.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“