Sport - Ritzau

Mentalt stærk fynsk keeper imponerer Bundesliga-boss

Mentalt stærk fynsk keeper imponerer Bundesliga-boss

Mentalt stærk fynsk keeper imponerer Bundesliga-boss

Ritzau
Berlin
Zuletzt aktualisiert um:
RB Leipzig - Hertha BSC Foto: Jan Woitas/Ritzau Scanpix

Oliver Christensen får ros af Hertha-sportsdirektør Fredi Bobic for at vise mentalt overskud trods flere fejl.

Den danske målmand Oliver Christensen får stor ros af sportsdirektøren i Hertha Berlin, Fredi Bobic, selv om keeperen har begået flere fejl i løbet af bundesligasæsonen - senest mod Freiburg for to uger siden, hvor et mislykket indgreb kostede Hertha sejren.

Den 23-årige fynbo viser nemlig ingen tegn på, at fejl hæmmer ham og får en selvforstærkende negativ effekt, som det ofte ses hos unge spillere, siger Bobic.

- Han bliver bare ved med at klø på, når han har lavet en fejl. Der er mange, som begraver sig selv efter en fejl og bare bliver endnu mere ustabile, men med Oliver Christensen sker præcis det modsatte. Det driver ham videre mod at blive bedre.

- Han lavede en irriterende fejl mod Freiburg, men efterfølgende sagde han så kækt: "Jeg er ung, jeg skal stadig lave fejl". Og det har han ret i, siger Bobic.

Den tidligere danske U21-landsholdsmålmand skiftede fra OB til Hertha Berlin i august 2021.

Det var dog først i de afgørende kampe om at undgå degradering fra Bundesligaen i maj, at "gribben fra Kerteminde" erobrede tjansen som førstekeeper i den tyske hovedstadsklub.

Fredi Bobic regner med, at Christensen bevarer pladsen mellem stængerne og udvikler sig til en af ligaens bedste målmænd.

- Tilliden til ham giver pote, for han betaler os tilbage. Han er den yngste førstemålmand i Bundesligaen, og det siger også meget om, hvilken vej vi ønsker at gå som klub, siger Bobic.

Oliver Christensen har indkasseret 15 mål i de første ti ligakampe af sæsonen.

Søndag aften skal han forsøge at holde buret rent, når Hertha Berlin får besøg af Schalke 04 i en bundkamp.

Oliver Christensen var udtaget til det danske landsholds Nations League-kampe i september og bejler til at blive en del af Kasper Hjulmands VM-trup.

/ritzau/dpa

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“