Sport - Ritzau

Manchester City anklages for at bryde økonomiregler

Manchester City anklages for at bryde økonomiregler

Manchester City anklages for at bryde økonomiregler

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
Soccer Premier League Man City Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix

Premier League fastslår, at Manchester City har begået flere brud på reglerne i årene fra 2009 til 2018.

Manchester City har overtrådt reglerne om Financial Fair Play og begået flere andre regelbrud. Det fastslår Premier League mandag på sin hjemmeside efter fire års efterforskning.

Regelbruddene strækker sig over ni sæsoner og daterer sig tilbage til 2009/2010-sæsonen og frem til 2017/2018-sæsonen.

Det handler især om brud på de økonomiske regler. Anklagerne er sendt videre til en uafhængig kommission, der skal kigge nærmere på sagen.

Ifølge flere britiske medier - heriblandt The Athletic og The Times - risikerer Manchester City at få frataget point for overtrædelserne.

Premier League har listet overtrædelserne op i fem punkter.

Manchester City beskyldes i det første punkt for at give urigtige oplysninger om blandt andet sponsorindtægter.

Det samme gælder oplysninger om spillernes kontrakter, specielt fra 2009 til 2013, står der i punkt nummer to.

Bruddet på Financial Fair Play-reglerne, som er indført af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), er den tredje af forseelserne.

Den fjerde overtrædelse handler også om økonomi og går på, at Manchester City har overtrådt reglerne om rentabilitet og bæredygtighed.

Ifølge Premier League har Manchester City ikke været tilstrækkelig samarbejdsvillig i den fire år lange periode, som efterforskningen har stået på, lyder det i femte og sidste punkt.

Premier League oplyser ikke, hvad straffen kan udmønte sig i, hvis der kommer en straf. Og ligaen meddeler, at den på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Perioden, som overtrædelserne er sket i, er den samme periode, som Manchester Citys Abu Dhabi-ejere har været i førersædet. Tre gange i den periode er klubben blevet mester - i årene 2012, 2014 og 2018.

Senere mandag kom der også en skriftlig reaktion fra Manchester City på klubbens hjemmeside.

- Manchester City er overrasket over offentliggørelsen af de angivelige brud på Premier League-reglerne.

City mener, at klubben har leveret mængder af materiale og dermed samarbejdet med Premier League.

- Klubben hilser en gennemgang af en uafhængig kommission velkommen, så den upartisk kan gennemgå beviserne. Vi ser frem til, at denne sag lægges i graven én gang for alle, skriver klubben.

I 2020 blev Manchester City dømt for brud på reglerne om Financial Fair Play og udelukket fra europæiske klubturneringer i to år. Men dommen blev senere omgjort af Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

/ritzau/NTB

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“