Sport - Ritzau

Klublegende afløser Mourinho som cheftræner i Roma

Klublegende afløser Mourinho som cheftræner i Roma

Klublegende afløser Mourinho som cheftræner i Roma

Ritzau
Rom
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-WC-2022-QUALIFIERS-EUR-ITA-NIR Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Klubikonet Daniele De Rossi er ny cheftræner i Roma efter afskeden med José Mourinho.

José Mourinhos tid i Roma er forbi.

Portugiseren stopper således med øjeblikkelig virkning, skrev klubben tirsdag morgen på sin hjemmeside. Senere blev det tilføjet, at den tidligere stjernespiller Daniele De Rossi overtager roret.

Tiden var inde til en ændring, fastslår Roma-ejerne Dan og Ryan Friedkin i en udtalelse.

- Vi vil gerne takke José på vegne af os alle i AS Roma for hans passion og indsats siden ankomsten til klubben.

- Vi vil altid have gode minder om hans periode i Roma, men vi tror, at en øjeblikkelig ændring er i klubbens bedste interesse.

- Vi ønsker José og hans assistenter alt det bedste i fremtiden, siger ejerne til klubbens hjemmeside.

Mourinho og Roma indledte samarbejdet i maj 2021, og i sommeren 2022 førte han holdet til sejr i den første udgave af Conference League, som er den tredjebedste europæiske turnering.

Afløseren vender tilbage til Roma, hvor han som aktiv spillede 616 førsteholdskampe. Trænermæssigt er erfaringen mere begrænset.

De Rossi har et par gange været en del af teamet omkring det italienske landshold under Roberto Mancini - blandt andet i 2021, da italienerne blev europamestre.

I efteråret 2022 blev han cheftræner i Serie A-klubben Spal, men blev fyret fem måneder senere.

Aktuelt ligger Roma nummer ni i Serie A.

Den danske landsholdsback Rasmus Nissen Kristensen er en del af truppen i Roma. Han kom til fra engelske Leeds i sommer på en lejeaftale.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“