Sport - Ritzau

Klimaudsigter får olympisk præsident til at slå alarm

Klimaudsigter får olympisk præsident til at slå alarm

Klimaudsigter får olympisk præsident til at slå alarm

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
US Luge Womens Doubles Foto: Dmitri Lovetsky/Ritzau Scanpix

I 2050 vil mellem 50 og 60 procent af OL-egnede vintersportsområder i Europa ikke kunne bruges, advarer IOC.

Klimaforandringer får "alarmerende" konsekvenser for de olympiske vintersportsgrene og skaber usikkerhed om fremtiden for vinter-OL.

Det siger præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Bach advarer om, at mellem 50 og 60 procent af de vintersportsområder, der i Europa er egnet til at afholde OL i, ikke længere vil eksistere.

En af årsagerne er ifølge Bach, at nogle områder på et tidspunkt vil stoppe med at investere flere penge i sportsgrene, der kræver sne og is, og i stedet fokusere på at arrangere eksempelvis vandre- og mountainbikeoplevelser for turister.

Tyskeren hæfter sig desuden ved, at vintrene bliver kortere som følge af klimaforandringerne.

- Det rejser et spørgsmål om, hvor lang tid VM, World Cups, de olympiske og paralympiske lege har igen, siger Thomas Bach.

Det næste OL afholdes i de norditalienske byer Milano og Cortina d'Ampezzo. Der er ikke udpeget en vært for 2030-udgaven.

Tildelingen af værtskabet blev for nylig udsat, og forklaringen lød, at komitéen først vil have mere viden om konsekvenserne af global opvarmning.

Amerikanske Salt Lake City og canadiske Vancouver har budt sig til i kampen om værtskabet.

Det samme har japanske Sapporo, men byen har sat sin budkampagne på pause efter en mulig korruptionsskandale i forbindelse med sidste års OL i Tokyo.

Anklagemyndigheden i Japan har anholdt den tidligere chef for de japanske sommerlege Haruyuki Takahashi. Han mistænkes ifølge AFP for at have modtaget bestikkelse for at hjælpe virksomheder med at blive officielle sponsorer af OL.

Også det firma, som producerede legetøj med den officielle OL-maskot, er blandt andet involveret i skandalen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“