Sport - Ritzau

Kevin Magnussen bliver nummer 13 i sløj sæsonstart

Kevin Magnussen bliver nummer 13 i sløj sæsonstart

Kevin Magnussen bliver nummer 13 i sløj sæsonstart

Ritzau
Sakhir
Zuletzt aktualisiert um:
Bahrain F1 GP Auto Racing Foto: Frank Augstein/Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen fik en skidt start på sæsonen, da han blev nummer 13 i årets første Formel 1-grandprix.

Det kan næsten kun gå fremad for Kevin Magnussen og Haas efter sæsonens første grandprixweekend i Formel 1.

Efter en sløj kvalifikation af danskeren sluttede Magnussen som nummer 13, da Bahrain lagde asfalt til sæsonåbneren.

Holdkammeraten Nico Hülkenberg, der længe kørte med en defekt på bilen, blev nummer 15.

I front var den regerende verdensmester, Max Verstappen, overlegen. Red Bull-hollænderen startede forrest og var kun kortvarigt - på grund af et pitstop - væk fra førstepladsen.

Verstappens holdkammerat, Sergio Perez, blev nummer to, mens Fernando Alonso i sin Aston Martin blev nummer tre.

I hvad der virkede til at være et forsøg på senere i løbet at kunne vinde nogle placeringer, startede Kevin Magnussen i 17. position som den eneste på det hårde dæk.

Det betød så også, at danskeren indledningsvist havde svært ved at følge med de andre, der var på hurtigere, men også antageligt mindre holdbare dæk. Magnussen røg hurtigt ned som bageste mand.

Satset med danskerens dæk endte dog med ikke rigtigt at give pote.

Magnussen endte med at tage lige så mange pitstop som de fleste andre, og det var således primært på grund af andres problemer og ufrivillige exit, at han sluttede fire placeringer længere fremme, end han startede.

I kampen om sejren kørte Max Verstappen væk fra spids. Allerede efter et par omgange havde hollænderen lagt afstand til Charles Leclerc på andenpladsen, og forspringet blev bare større og større.

Verstappen endte med overhovedet ikke at have nogen konkurrenter i sidespejlene hele dagen, og det begyndte at ligne dobbelt Red Bull-triumf, da Sergio Perez overhalede og distancerede Leclerc.

Det viste sig dog ikke at have betydning. Leclercs Ferrari gik således i stykker med cirka 15 omgange tilbage, og så var monegaskeren, der betragtes som førsteudfordrer til Verstappen, færdig før tid.

Mens der ingen spænding var i kampen om, hvem der ville vinde, viste Aston Martin, at holdet efter nogle sløje år nu skal tages seriøst.

Lance Stroll og især veteranen Fernando Alonso bød først Mercedes-bilerne op til dans. Alonso lykkedes også med at skovlen under landsmanden på Ferrari-holdet, Carlos Sainz, og så tog eksverdensmesteren sin første podieplacering siden slutningen af 2021, og den kun anden siden 2014.

Stroll sluttede som nummer seks i en Mercedes-sandwich med Lewis Hamilton foran og George Russell bagved.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“