Sport - Ritzau
Kansas City Chiefs booker plads i Super Bowl
Kansas City Chiefs booker plads i Super Bowl
Kansas City Chiefs booker plads i Super Bowl
Kansas City Chiefs er klar til Super Bowl efter en udebanesejr i AFC-divisionen over Baltimore Ravens.
Kansas City Chiefs bookede omkring midnat dansk tid den ene af to pladser i Super Bowl.
Det skete med en udebanesejr i AFC-divisionen over Baltimore Ravens på 17-10.
Kansas City Chiefs-quarterback Patrick Mahomes, der er blevet ligaens mest værdifulde spiller (MVP) to gange og har vundet Super Bowl to gange, kastede for en touchdown til Travis Kelce i første quarter.
Lamar Jackson, der er quarterback for Baltimore Ravens og storfavorit til at snuppe titlen som MVP i denne sæson for anden gang i karrieren, kastede også for en touchdown i første quarter - til Zay Flowers.
Isiah Pacheco stod for en touchdown for Kansas City Chiefs i andet quarter.
Harrison Butker gjorde det efterfølgende til 17-7 med et field goal fra en afstand på 52 yards.
Justin Tucker pyntede på resultatet for Baltimore Ravens i fjerde quarter med et field goal fra 43 yards, men det blev ikke til mere end det for hjemmebaneholdet.
Kansas City Chiefs er forsvarende Super Bowl-vindere og har deltaget i fire ud af de fem seneste sæsonfinaler.
Det er desuden sjette sæson i træk, at Kansas City Chiefs nåede frem til AFC-finalen, der svarer til en semifinale og gælder en plads i Super Bowl.
I Super Bowl skal Kansas City Chiefs møde vinderen af opgøret mellem San Francisco 49'ers og Detroit Lions, der spilles senere på natten dansk tid.
Sæsonfinalen spilles 11. februar amerikansk tid i Las Vegas.
/ritzau/