Sport - Ritzau

Herning holder trykket på førerholdet med smal sejr

Herning holder trykket på førerholdet med smal sejr

Herning holder trykket på førerholdet med smal sejr

Ritzau
Frederikshavn
Zuletzt aktualisiert um:
Metal Ligaen: Rungsted Seier Capital - Herning Blue Fox Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Med en 3-1-sejr i Frederikshavn sørgede Herning Blue Fox for, at Aalborg Pirates ikke kan stikke af i front.

Det holdt hårdt til det sidste, men Herning Blue Fox fik fightet en 3-1-sejr hjem i tirsdagens udekamp mod Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen.

Nordjyderne fik ellers en perfekt start på kampen med en tidlig scoring, men Herning kom flot tilbage og snuppede sejren.

Før kampen var Herning a point med Aalborg Pirates i toppen af tabellen, men Aalborg har spillet to kampe færre end midtjyderne.

Der er status quo efter tirsdagens kampe, da Aalborg også tog en favoritsejr på 4-2 hjemme over Rungsted Seier Capital.

Der spilles 48 runder i grundspillet. Herning har spillet 44 kampe, mens Aalborg er på 42. Begge har 86 point.

Sejren var vigtig for Herning i bestræbelserne på at fastholde muligheden for at vinde grundspillet og dermed give sig selv de mest gunstige forhold i slutspillet.

Landsholdsspilleren og pokalhelten Mathias Bau var nøglen til sejr for Herning på isen i Frederikshavn.

Sent i første periode stod han for udligningen af Aleksi Halmes tidlige føringsmål, og fem minutter inde i tredje periode leverede han assisten til Brett Perlinis føringsmål.

Herfra var fokus på det defensive arbejde, indtil Frederikshavn i en sidste satsning med målmanden ude efterlod muligheder for kontrastød.

På et af dem kunne Phil Marinaccio med halvandet minut igen lægge pucken i et tomt mål og sikre sejren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“