Sport - Ritzau

Hård konkurrence får Vingegaard til at tvivle på OL

Hård konkurrence får Vingegaard til at tvivle på OL

Hård konkurrence får Vingegaard til at tvivle på OL

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Denmark Cycling Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

OL-ruten i Paris passer bedre til andre ryttertyper end Jonas Vingegaard, erkender den danske Tour-vinder.

Selv om Jonas Vingegaard har meldt sig klar til det danske landshold i 2024, betyder det langtfra, at den dobbelte Tour de France-vinder er selvskrevet til OL i Paris.

Faktisk tvivler Vingegaard selv på, at han slipper igennem nåleøjet og er blandt de blot fire ryttere, som landstræner Anders Lund udpeger til landevejsløbet omkring den franske hovedstad.

- Jeg håber, at jeg bliver udtaget, men det vil ikke undre mig, hvis jeg ikke gør. Det kan sagtens være, at landstræneren vælger fire andre i stedet.

- Jeg har sagt til Anders, at jeg er interesseret i at køre. Men han forklarede mig, at det ikke er sikkert, at jeg bliver udtaget, selvom jeg gerne vil. Det forstår jeg også godt, siger Jonas Vingegaard.

Han erkender, at OL-løbets ruteprofil ikke nødvendigvis er skræddersyet til en mand, der har sin force i de højeste bjerge.

Ruten i Paris er godt nok kuperet med 14 stigninger undervejs. Men de mange klatreture er korte og ligner noget, man kan finde i en forårsklassiker.

Netop i den type løb har dansk cykling i disse år en lang række kvalificerede kandidater.

- Jeg har stadig en drøm om at køre OL på et tidspunkt, men jeg tror ikke, at ruten passer mig specielt godt. Der er så mange gode ryttere i Danmark, og når der kun er fire pladser, er der ingenting, der er sikkert, siger Jonas Vingegaard.

Langt bedre muligheder ser han ved landevejs-VM, der skal køres i Schweiz sidst i september næste år.

Arrangørerne offentliggjorde ruten i sidste uge, og den forekommer umiddelbart hårdere end OL-ruten.

- Jeg tror, at jeg kommer til at køre. Det er noget mere sikkert, både fordi der er plads til flere ryttere, og ruten passer bedre til min ryttertype.

- Der er måske ikke helt så mange danskere, som den type rute passer til. Man kunne selvfølgelig altid finde en bedre rute, men det er nok noget af det bedste, jeg kommer til at opleve til et VM, siger Jonas Vingegaard.

Den 26-årige Tour-vinder har aldrig deltaget ved et senior-VM. Han kørte senest i landsholdsdragten som U23-rytter ved VM i Innsbruck i 2018.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“