Sport - Ritzau

GOG tryner Aalborg og snupper sin 12. pokaltriumf

GOG tryner Aalborg og snupper sin 12. pokaltriumf

GOG tryner Aalborg og snupper sin 12. pokaltriumf

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
Mændenes Final4 i håndbold Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

GOG er pokalvinder for 12. gang efter en helstøbt præstation i en sikker sejr over Aalborg Håndbold.

GOG fik søndag en yderst tiltrængt opmuntring med en sikker sejr over rivalen Aalborg Håndbold i den afgørende kamp ved pokalturneringens Final 4.

32-25 vandt GOG i Boxen i Herning efter en indsats, der i begge ender af banen står i stærk kontrast til fynboernes mange trængsler tidligere i denne sæson.

Keeper Tobias Thulin brillerede med 15 redninger, mens Emil Madsen boltrede sig offensivt med otte mål og syv assister.

Det er 12. gang i klubbens historie, at GOG lader sig kåre som pokalvinder, hvilket er rekord. Fynboerne har vundet de seneste to pokaltitler.

Som mange gange tidligere i de indbyrdes opgør bød finalen på et meget højt spillemæssigt niveau i begge ender og et hæsblæsende tempo, og Tobias Thulin lagde linjen fra start ved at vinde to dueller med Aalborg-stregen Simon Hald.

Det gav GOG en tidlig føring, og selv om Aalborg fik kontakt ved 7-7 og 10-10, var fynboerne takket være en forrygende Thulin i førersædet hele første halvleg.

Offensivt trådte profilen Emil Madsen fornemt i karakter med både mål og assister, mens også 19-årige Hjalte Lykke kom ind fra bænken og bidrog flot, hvilket var med til at sikre en fynsk pauseføring på 13-10.

Aalborgs problemer offensivt og med Thulin fortsatte i starten af anden halvleg, og nordjyderne scorede faktisk kun én gang på 18 minutter fordelt på slutningen af første og anden halvleg.

I den periode forvandlede GOG 10-10 til 18-11 og afgjorde reelt finalen.

Aalborg-træner Stefan Madsen forsøgte sig med syv mod seks offensivt, ligesom Nicklas Landin efter beskedne 7 redninger på 27 forsøg røg på bænken.

Det hjalp i den grad den offensive del af spillet, men da GOG med Aaron Mensing, der endte med syv scoringer, og Anders Zachariassen som store bidragsydere sørgede for at holde trit, blev det aldrig spændende i Boxen.

Langt tættere var det i kampen om bronze tidligere på dagen.

Fredericia var længe foran med et-to mål, men takket være blandt andet 11 mål af den svenske bagspiller William Bogojevic snuppede Bjerringbro-Silkeborg Håndbold tredjepladsen med en sejr på 31-32.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“