Sport - Ritzau

GOG sætter prop i nedtur med tiltrængt sejr

GOG sætter prop i nedtur med tiltrængt sejr

GOG sætter prop i nedtur med tiltrængt sejr

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Herreligaen, håndbold: SønderjyskE - GOG Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

GOG var stærk i begge ender, da Bjerringbro-Silkeborg lørdag blev nedlagt på hjemmebane.

Mesterholdet GOG har mildest talt ikke lignet sig selv i herrernes håndboldliga i denne sæson, men lørdag var der klar oprejsning til fynboerne.

Efter en solid indsats i begge ender blev Bjerringbro-Silkeborg (BSH) slået 33-28 efter et opgør, hvor især Tobias Thulin og Emil Madsen strålede med henholdsvis 22 redninger og 10 mål.

Sejren rykker ikke alverden for GOG i tabellen, hvor man er nummer seks, men den vil uden tvivl tilføre et skud tiltrængt moral efter en skidt periode med tre nederlag i holdets seneste fire ligakampe.

Det var i kampens indledning ikke til at se, at GOG skulle være ramt på selvtilliden. I begge ender var præstationen, som man kunne håbe på af den fynske stjernebesætning.

Især keeper Tobias Thulin var bomstærk med ni redninger i kampens første kvarter, og da udeholdet samtidig begik flere tekniske fejl, fik GOG og særligt fløjspilleren Alexander Blonz fine arbejdsbetingelser.

GOG kom på 12-7 efter 16 minutter, og lidt efter blev ondt værre for BSH, da stjernen Rasmus Lauge fik rødt kort for at ramme en GOG'er i hovedet med en strakt hånd.

Men BSH fandt en vej tilbage. Svenskeren William Bogojevic kom ind for Lauge og bragede straks et par bolde ind bag Thulin. Og da BSH-keeper Mikkel Løvkvist samtidig var blevet spillet varm, blev opgøret i en ganske kort periode lidt spændende.

16-14 førte GOG ved pausen, men det blev hurtigt udbygget til både seks og syv mål i anden halvleg, hvor Thulin fortsatte med at pille pynten af BSH-skytterne, mens Aaron Mensing, Emil Madsen og Morten Olsen boltrede sig i den anden ende.

BSH fik halet lidt ind igen, men spændende blev det aldrig for alvor i Gudme.

Andetsteds hev Nordsjælland Håndbold en 29-28-sejr hos KIF Kolding i et meget tæt opgør, hvor hjemmeholdet ramte stolpen i de døende sekunder.

Nederlaget var KIF Koldings sjette i træk, og holdet er fortsat sidst i tabellen med blot tre point efter ti kampe.

Omvendt flyvende har Mors-Thy været, men lørdag fik den jyske overraskelse en på lampen, da Ribe-Esbjerg hjemme slog Niels Agesens tropper 30-21.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“