Sport - Ritzau
Fredericia-sejr udsætter AaB's mulige oprykningsfest
Fredericia-sejr udsætter AaB's mulige oprykningsfest
Fredericia-sejr udsætter AaB's mulige oprykningsfest
Fredericia nedlagde Hobro med 2-1 i 1. division, hvilket udskyder AaB's mulige oprykningsfest en runde mere.
Champagneflaskerne må forblive på køl nogle dage endnu for AaB, efter at Fredericia slog Hobro med 2-1 i 1. division lørdag eftermiddag.
Var kampen endt uafgjort, kunne AaB søndag med en sejr over Kolding endegyldigt sikre sig oprykning til Superligaen. I stedet må nordjyderne vente minimum til næste runde med at kunne indløse superligabilletten, som holdet i den grad har kurs mod.
Sammen med Sønderjyske fører de to tophold suverænt 1. division med henholdsvis 14 og 15 point ned til Fredericia på tredjepladsen.
AaB og Sønderjyske kan begge sikre oprykning til landets bedste fodboldrække i den kommende spillerunde, hvilket vil være med fem runder tilbage af sæsonen.
Fredericias sejr sender holdet på tredjepladsen med 41 point. Derfor kan Fredericia matematisk hente et af topholdene i jagten på Superligaen, om end der vil være tale om et mirakel. Hobro er nummer seks og dermed sidst i oprykningsspillet med 37 point.
Efter 17 minutter bragte gæsterne fra Fredericia sig i front. Midtbanespilleren Sofus Berger fik oceaner af plads langt inde i Hobro-feltet, og Berger sparkede 1-0-målet sikkert ind med venstrefoden.
Fredericia fortsatte generelt med at være dominerende, men et 2-0-mål kom først i anden halvleg med 20 minutter tilbage. Gæsterne spillede Hobro tynde, og Fredericias Gustav Marcussen fordoblede føringen med en flot afslutning direkte efter et fladt indlæg.
Hobro bragte spænding i opgøret til slut ved at reducere efter et selvmål af forsvarsspilleren Mikkel Fischer med få minutter igen, men Fredericia holdt stand og sikrede 2-1-sejren.
AaB og Sønderjyske møder i næste spillerunde henholdsvis Fredericia og Kolding og kan begge sikre oprykning.
/ritzau/